onsdag den 2. marts 2016

Space Girl m. fl.

Først og fremmest tusinde tak for de mange søde kommentarer på mit "gensyns-indlæg". Jeg er rigtig glad for at være tilbage i jeres dejlige selskab!

Jeg har lånt Yngstesønnens bærbare.....og får hjælp til at lægge billeder fra mobilen ind....jeg er temmelig uinteresseret i teknik og nogle ting orker jeg bare ikke lære - før det en dag måske bliver en nødvendighed....fx når drengene flytter hjemmefra ;-) Dejligt de gider hjælpe nu - og ja, ja, jeg lærer det jo trods alt nok en dag.

Af en eller anden årsag strikkede jeg stort set ikke i november, december og første halvdel af januar, men så fik jeg pludselig lyst til at færdiggøre Bag Gitter og så snart den var færdig, slog jeg op til en Space Girl. Jeg havde set en flot lilla udgave af den i strikkecafe (det er Susannes jeg hentyder til) og tænkte jeg ville lave en i samme farve, men jeg tror altså, at jeg er blevet smittet af Lene og hendes forkærlighed for blå....ihvertfald er min Space Girl BLÅ........meget blå!!!

Den er strikket i to tråde Coast, farven hedder Jay og jeg har brugt lidt over 300 gram. Modellen er designet af Heidi Kirrmaier. Jeg synes, det er en skøn model! Den tog ikke lang tid at strikke; jeg var også næsten strikkemonogam....ved ikke hvad der sker for mig i år?! Færdige modeller og næsten ingen overspringshandlinger.....

En anden model, der blev færdig efter at have ligget stille et halvt år eller mere, er 3in1; den fedeste model, jeg har set i årevis!!! Designet af Atelier Alfa. Jeg er helt vild med lag-på-lag-effekten og modellen er sjov at strikke (altså, bortset fra de mange vrangpinde, der følger med, når der er meget vendestrik). Jeg har strikket den i geilsk bomuld/uld.... Og jeg har en to´er i supersoft på pindene!

Uvasket og krøllet - og dårligt belyst her, men den er fed. Prøv at tjekke alle de fantastiske udgaver på Ravelry!!!

Jeg har mange ideer til kommende projekter - og mange ufoer, der venter på at blive færdige, men lige nu er det dog den geilske Velfærdsmodel, der lægger beslag på størstedelen af min strikketid!