tirsdag den 31. december 2013

27 par

Ja, jeg kan jo sagtens garantere, at dette bliver det sidste strømpeindlæg på bloggen i år. Året slutter og jeg slutter året sådan omtrent som jeg startede det: med strømpestrik og halsbetændelse (og lidt til)!

To par strømper er færdige, jeg fik taget et par billeder og nu opdaterer jeg bloggen og det er så lige præcis, hvad jeg kan overkomme for tiden. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så syg i så mange dage!!! Der er små huller igennem, hvor jeg føler det letter - og det benytter jeg mig af til at opdatere her - og så håber jeg, de huller snart bliver store og langvarige!

Par nr. 26 er et par helt enkle strømper i Drops Delight - de startede ens, men det ensartede sluttede da brat :-) Godt jeg kan leve med den slags (nå, ja, hvis ikke jeg kunne, ville jeg jo vælge at strikke i et andet garn!!!).
Par nr. 27 (også i Drops Delight) har været længe undervejs. Det er et halvt år siden, jeg strikkede første strømpe; for en måned siden slog jeg op til makkeren og ja, så lå den altså til jeg genoptog den i forgårs. Opskriften er fra AoHs Strikkemagasin nr. 10, okt. 2012
Og det var så årets sidste strømper! Med garanti! Og lige så meget garanti kan jeg give for, at der også næste år bliver strikket strømper. Og lavet strømpeindlæg!

Jeg håber dog på, at der også kommer mange trøje/kjole/sjalsindlæg næste år. Det har virkelig været sløjt i år. Og det er der selvfølgelig en grund til. Eller flere. Og jeg vil gerne fortælle hvorfor.......

For halvandet år siden gik jeg ned med stress. Jeg var sygemeldt 4-5 uger og var så klar til job igen. Det er gået godt efter sygemeldingen. Men jeg mærker jævnligt de velkendte symptomer og så ved jeg, at jeg skal passe på! Og så er det, at jeg strikker strømper. Og smider alt andet strikketøj til side. Og lader være med at opdatere bloggen. Jeg sparer så mange "skal og bør-gøremål" væk som overhovedet muligt. Også dem, som jeg egentlig holder af, men som jeg alligevel - i perioder - føler kræver noget af mig, jeg ikke har overskud til! Mit strik skal være nemt, når det presser på. Strømper er nemme!

En anden årsag er min dårlige ryg (daglige smerter grundet diskusprolaps for syv år siden), der blandt andet gør, at jeg ikke kan sidde ned ret lang tid af gangen. Det fjerner det afslappende aspekt ved strikningen når processen hele tiden afbrydes af "op-og-stå-og-gå-pauser". På en strømpe kommer man langt på fem min. Strømper kan også sagtens strikkes stående :-) Det er straks sværere med de større projekter! Men der er altså gode dage imellem - og dem håber jeg, at jeg fremover får benyttet til trøjestrik!

For en god ordens skyld, så strikker jeg altså oftest strømper af lyst - jeg er ikke "på vej ned" hver gang jeg slår op til en ny strømpe :-)

Med dette indlæg slutter jeg 2013 af med at sige tak for endnu et herligt år i jeres inspirerende blog-selskab.

Godt nytår!

lørdag den 28. december 2013

25 par strømper

Ja, indtil videre har jeg strikket 25 par strømper i år. Par nr. 26 er lige straks færdige og måske bliver nr. 27 det også inden året rinder ud......

Her i december har jeg ikke strikket ret meget; halvanden Tempelblomst, nogle strømper og et par pinde på diverse ærmer er, hvad det er blevet til. Det er ikke fordi jeg har haft travlt med "at jule".....næh, julestemningen indfandt sig slet ikke i år og da jeg skulle arbejde den 24. og den 25. kom den altså heller ikke i sidste øjeblik.

Til gengæld kom der både noget halsbetændelse og bihulebetændelse til, så jeg var glad da sidste nattevagt var overstået og jeg kunne gå hjem og slappe af og vide, at jeg har fri resten af året og dermed sagtens når at blive frisk til næste omgang nattevagter! Med tungt hoved og hvad dertil hører når man er rendt ind i sådan en omgang, passer det fint med strømpestrik - der er ikke kapacitet til andet!!!!

Min nevø, der tidligere har fået to par strømper, ville så gerne have et par i dette garn - og det skulle han da have.... Han er ti år og fødderne vokser hurtigt i den alder, så de strømper han fik i starten af året, er alt for små nu.

Strømperne til Kvik var hurtigt færdige; jeg strikkede på dem når familien var gået i seng, så der var fred og ro og ingen forstyrrelser - og heller ingen vidner til julegavestrikkeriet!

Strømperne til min søster har til gengæld været lang tid undervejs; hun købte jo garnet til dem for et par måneder siden..... Hun har været meget tålmodig, men hun turde vel heller ikke andet, da jeg sagde til hende, at jeg godt ville strikke dem, men at det ville blive i mit tempo og at hun IKKE skulle presse på for at få dem (hvis hun gjorde, ville jeg lære hende at strikke sine strømper selv!).
Faktisk var dette garn ikke det eneste hun købte (diskret lille suk), så jeg må igang med et par mere. Det er dog raggsokkegarn, så det kan umuligt tage ret lang tid at strikke dem! Og hvis det gør, ja, så er min søster jo tålmodigheden selv!!!!

mandag den 9. december 2013

Tempelblomst

Idag er det 3 år siden, jeg oprettede bloggen! Og det skal da fejres med et indlæg..... De er sjældne for tiden, de indlæg, men idag skal det være.......

Heldigvis har jeg en færdig model at fejre dagen med :-) En meget lækker model endda: Tempelblomst fra Annette Danielsens bog Østen for Solen.

Et hurtigt og skønt strikketøj! En lækker poncho!

Bliver selvfølgelig nødt til at klage lidt over at strikke på pind 5; det er ikke og bliver aldrig min favorit at strikke på pinde af den tykkelse! Heller ikke strik med tre tråde er blandt yndlingsbeskæftigelserne! Men jeg klarede det og hyggede mig trods alt med at strikke Tempelblomst.

Har ikke helt styr på, hvor meget garn jeg brugte; har ikke vejet ponchoen og mistede overblikket over forbruget undervejs - hovedsageligt fordi jeg strikkede af "genbrugsgarn" (den lysrosa JC Rennie Supersoft havde jeg nemlig strikket 2/3 trøje af tidligere)! Men altså: to tråde supersoft og en tråd Drops Lace (og ikke Alpaca som jeg fejlagtigt skrev i første omgang) og det resulterede i en blød og varm poncho som i høj grad er et hit!

Og selvfølgelig strikker jeg en mere. Jeg har det vist lidt som små børn, der elsker gentagelser og kan se den samme film om og om igen og som de ældre, der ikke husker så godt og derfor gentager sig selv ofte..........
Som det ses, bliver 2´eren blå! Jeg har valgt kun at strikke med to tråde (Knoll Supersoft) denne gang og på pind 4½. Det glider altså noget bedre end pind 5 og tre tråde - og jeg tror bestemt, den kommer til at passe fint i størrelsen selvom den bliver en smule mindre!

Faktisk har jeg endnu ikke Østen for Solen, så jeg måtte låne den, da behovet for Tempelblomst opstod. Men den kommer til at ligge under træet juleaften (om ikke andet sørger jeg selv for det) og mon ikke jeg i løbet af næste år får strikket et par modeller fra den skønne bog?!

Ahhh, nu skal jeg vist i strikkestolen med en kop kaffe og en skive af det gode brød, vi fik bagt i weekenden. Både Yngstesønnen og Ældste Bonusdatter fyldte år i går; hhv. 14 og 27, så de blev fejret - og der er dejlige rester, der passer fint til blogfødselsdag og strikketid!

P.S.: nej, jeg har ikke glemt, at jeg er ved at strikke ærmer ;-)

OBS: har lige rettet i indlægget; havde skrevet at ponchoen var strikket i to tråde supersoft og en tråd Drops Alpaca og det sidste passer selvfølgelig ikke. Det er Drops Lace, jeg har brugt!!!!!