onsdag den 31. august 2011

Kjolen jeg strikker er:

No. 1 af Annette Danielsen, fra hæftet "No. 1, no. 2, no. 3... Ni skønne stykker strik".

Ja, ja, jeg er kun lige begyndt så der er lang vej endnu! Oprindeligt havde jeg tænkt mig at strikke den i hhv. brun og pink Luksusgarn fra Rasmilla, men jeg har valgt at skifte den pink ud med en lyserød (Supersoft) som nok er lidt kedelig i sig selv, men yndig sammen med den brune :-) Altså efter min mening!

Har faktisk tænkt mig at være strikkemonogam et par dage, så kjolen får en god start (selvom det jo aldrig er starten, der er mit problem, men afslutningen som bliver udskudt på ubestemt tid; oftest mange, mange måneder. Tænk bare på Hvirvelstrøm og Syren......Ups). Nå, whatever; kjolen skal bare være færdig og jeg strikker og lader være med at slå op til andet foreløbig.

Fantastisk kjole selvom jeg tvivler på
at den kommer til at gøre noget godt for mit
hoftemål. Men strikkes; det skal den!

Synes husløget og garnet matcher hinanden
ret godt

På ingen måde utænkeligt at jeg vælger disse
farver til et projekt; "Bornholm" er en
mulighed... Tjaeh, vi får se!

Fristelser - og en kjole på pindene

Jamen, jeg bliver fristet over evne for tiden.

Dels har jeg tjekket Annette Danielsen nye bog Kunsten at strikke en Ø og fundet indtil flere modeller jeg bare MÅ strikke! Bornholm er da skøn :-) Nu venter jeg bare på at bogen lander i butikkerne!

Dels er der kommet nye modeller hos Rasmilla, som også frister. Direkte til tops på to-do-listen stryger kjolen Karla, designet af Ellen Holm.

Og som om det ikke er nok med nye strikkebøger og nye modeller, så åbner Lea en garnbutik i Århus imorgen.
Lea (og det er ikke mig) forhandler bl.a. Geilsk og strikkekits fra Rasmilla. Jeg har lovet at gøre lidt reklame for butikken, som altså åbner torsdag d. 1 sept.
Der er reception lørdag d. 3. sept. fra 11.00-15.00 i butikken Strikkepinden - og den lille Zebra, Jægergårdsgade 44.  (Hjemmeside pr. 1. sept: strikkepindenogdenlillezebra.dk).

Jeg strikker og strikker! En kjole!

Og kigger garn til Camomille 2. Og Camomille 3 og 4 og 5 og....... Altså, ikke fordi jeg gider strikke så mange, men jeg vil jo gerne have et pink. Og et rødt. Og et grønt. Og...... Ja, så må jeg vel bare starte fra en ende af!!!

søndag den 28. august 2011

Diagrammer - ikke til mig!

Camomille 1 er færdig, vasket, udspændt og klar til brug.

Ja, jeg skriver Camomille 1 for der kommer da nok snart en 2´er på pindene :-) Enkelt og hurtigt strik med skøøønt resultat!!

Babyvesten er også færdig, men jeg endte med at strikke drengeudgaven af Inderst Inde for jeg gik helt kold i diagrammet til hulmønsteret på pigeudgaven...... Jamen, hvordan det kunne lade sig gøre ved jeg ikke; det er nok sådan ca. verdens mindste diagram og det jeg fik strikket lignede no way det, det skulle, så jeg pillede op og lavede den uden hulmønster!!

Diagrammer fungerer ikke for mig! Jeg skal have skrevet med ord, hvordan jeg skal gøre! Synes diagrammer er uoverskuelige (ja, selv de helt små åbenbart) og kan ikke se meningen med at sætte kryds og bolle i nogle små firkanter når man kan skrive slå om, strik to ret drejet sammen osv. Ved godt hvad symbolerne betyder, men det vender på ingen måde rigtigt i mit hovede, når jeg skal strikke det.

Sådan er vi jo så forskellige; nogle oversætter diagrammer til ord; andre laver deres egne diagrammer udfra en skreven opskrift. Jeg elsker ord! Men jeg blev alligevel lidt sur på mig selv over ikke engang at fatte så enkelt et diagram og så sad jeg bare der med ned-ad-mundvige og strikkede drengeudgaven.

Baby er garanteret ligeglad med manglende hulmønster :-)

Hurtige billeder af Camomille i blæsevejr
og to sekunder før regnen stod ned

Må lave et Camomille i
pangfarver efter denne
lyse udgave
Babyvesten og et nyt
projekt (til mig selv trods
den "fesne" lyserøde farve)

fredag den 26. august 2011

Garnpakker - mums!

Igår kom posten med to überlækre pakker.

Første pakke er fra Garnværkstedet, hvor jeg havde bestilt to nøgler lækker Drops Baby Merino til en trøje til baby-niecen. Med i pakken var også den Clover hæklenål jeg var heldig at vinde forleden :-)

Anden pakke er fra Rasmilla. Jeg manglede jo nogle få gram lys lilla Yndlingsgarn for at færdiggøre mit Camomillesjal og selvfølgelig bestilte jeg lidt ekstra.

Så skal der strikkes mere babytøj
Superblødt garn!
Hæklenålen er i brug allerede - mere om det senere

Yndlingsgarn i farverne: lys lilla, turkis, ribs, råhvid,
bly, sand og cafe latte
   

onsdag den 24. august 2011

Når man mangler garn, må man købe......

Yes, jeg har vundet min første Give Away:-)
Den lækre Clover hæklenål, som Garnværkstedets Blog trak lod om i mandags, skal fremover være mit foretrukne "værktøj"til mine oldemorfirkanter og alle de andre ting jeg skal hækle.

Jeg er endelig gået igang med at strikke til min lille niece. Hun er 2 uger idag og Faster Tudemarie skal snart ud og besøge hende igen - og så skal der da en lille hjemmegjort ting med! Har strikket ryggen og er igang med forstykket på en Inderst Inde (af Lene Holme Samsøe). Jeg har valgt Mayflowers Alpakka i en skøn lilla - superflot til babys mørke hår!

Småtingsstrik - I´m back! Elsker det! Sådan en lille top/vest er færdig på nulkommafem. Men det bedste af det hele er nu at jeg strikker på pind 2,5. Havde helt glemt hvor skønt jeg synes det er at strikke med den størrelse pinde!

Og så må jeg lige surmule lidt. Kan ikke gøre mit Camomille færdigt - er løbet tør for garn!!!

Det havde været færdigt i forgårs, hvis jeg havde haft garn nok.

Øv, altså, så bliver jeg jo nødt til at bestille garn og det er godt nok træls, ikk`? Stakkels mig, sådan at skulle shoppe hos Rasmilla........ Øv, øv, øv.... Nej, for pokker, det er da top-dollar-og-ti-fire-og-herrenice-og-hvad-det-nu-hedder når man sådan bliver sluppet løs i en webbutik :-) Har faktisk slet ikke tid til at blogge; skal besøge Rasmilla :-)

Er ret sikker på jeg ikke nøjes med at bestille den smule lys lilla Yndlingsgarn jeg mangler. Altså, hallo, hvor mange af jer besidder så meget rygrad at I ville kunne nøjes? (Ja, der skal nok være nogen. Det er bare ikke mig!!!!) Mådehold? Kender ikke betydningen af ordet ;-).
Inderst Inde til niecen
Pind 2,5
Elsker den str.
Ja, mangler altså kun ca. 25 takker, men de
må vente til jeg har bestilt garn
Jeg kunne selvfølgelig fordrive ventetiden
med at oliere havemøblerne....


Tak på tak på tak.....

Her er farverne mest korrekt gengivet


fredag den 19. august 2011

Aftenhygge

Jeg strikker, men intet er færdigt - endnu. Varer dog ikke længe med Camomille. Begynder på kanten "lige om lidt".

Da Camomille ikke var færdig onsdag aften, måtte jeg slynge Tinas Tørklæde over skuldrene, da jeg drog til middag hos min meget kreative kollega og veninde. Vi var en håndfuld nattevagter, der nød en skøn, skøn middag i helt fantastiske omgivelser hos Haveheksen (som værtinden har navngivet sig selv) indtil nogle af os skulle på arbejde.

Og ja, Haveheksen har selv skabt sin have; gravet ud til søerne (og der er mange), båret sten, granit og fliser, figurer og hele klippestykker, plantet, luget og slæbt flere sten - indtil det hele var som hun ville have det. Ja, altså, indtil hun fik en ny idé og flyttede planter, jord og sten igen. Og igen.....og igen......og....... 

Jeg får planter og sten af den søde Haveheks, men formår jeg at skabe en have, der bare tilnærmelsesvis er lige så interessant? Nej!!! Men jeg er heldig at jeg får lov at nyde hendes gode og inspirerende selskab. Og snart skal jeg derud igen og drikke kaffe, sidde med fødderne i søen og strikke og sludre og drikke mere kaffe! Med Camomille over skuldrene! Jeg glæder mig!

Vores udsigt fra Lysthuset
Ren idyl - og vi var
heldige at aftensolen
lige kiggede forbi

Stedsegrønne overalt så
haven er også grøn og smuk
om vinteren



Haveheksen kommer
med nye forsyninger
Tror I vi hyggede os i og
udenfor
Lysthuset?
Tre kolleger i aftensolens
modlys

torsdag den 11. august 2011

Camomille - på Faster Tudemaries pind

Da jeg blev færdig med Tinas Tørklæde slog jeg straks op til Camomille og strikkede løs. Indtil jeg faldt i søvn. Af kedsomhed! Ikke over retstrikningen, men over de farver jeg havde valgt...... Det lignede noget en landmand havde muget ud af stalden!!!!!!!!!

Et kig på lageret og frem kom en helt lys lilla og jeps, jeg synes den passer så smukt sammen med den lyse sandfarvede uld. Det havde nok været nærliggende at vælge grå og lilla, hvilket jeg overvejede et kort øjeblik, men næh, det havde da også været lidt kedeligt.

Det med farver er jo en smagssag - men vel også en "stemnings-sag"; nogle dage er jeg til vilde farver, andre til mere dæmpede. Uanset hvad, så er jeg vild med mine Camomille-farver - og jeg kan altid strikke nogle flere, hvis jeg også bliver ramt af Camomille-bacillen (Camillas pink udgave inspirerer jo til at strikke ihvertfald ét mere).

Midt i Camomillestrikningen igår eftermiddag fik jeg så - endelig - besked om at jeg er blevet faster. Jeg måtte da række ud efter både kiks og Kleenex; blev helt blød i knæene ved tanken om at min lillebror er blevet far ;-) Så skal der snart strikkes babytøj (selvom Susanne har anbefalet mig at strikke i str 8 år, fordi jeg jo har en lille tendens til at gå i stå og lade strikketøjet ligge. Længe!).

Har stadig ikke slået masker op på pind 5; min lille nieces ankomst har lige udskudt det projekt :-)

Den spæde start

Synes farverne er vildt lækre sammen
Uld og Rasmillas Yndlingsgarn
 

onsdag den 10. august 2011

Tinas Tørklæde

Igår blev jeg færdig med kantblonden på Tinas Tørklæde (opskrift fra Rasmilla). Har dog ikke vasket og spændt ud endnu, men jeg er meget tilfreds med det lille sjal/tørklæde og det passer perfekt til en af mine yndlingskjoler.

Det er nu længe siden jeg blev færdig med alle retmaskerne på selve tørklædet, men da jeg kom til blonden gik jeg i stå. Havde læst så mange indlæg om, hvor "træls" den er at strikke, så ja, projektet blev en af mange UFO´er :-). Forleden gik jeg igang med kantblonden og tænk; jeg syntes slet ikke den var så slem, så næsten med lynets hast blev tørklædet færdigt og jeg fik dermed reduceret UFO-bunken!

Egentlig var det ikke lyst, men nød, der fik mig til at strikke det færdigt. Skal nemlig bruge den pind til et projekt, som jeg meget gerne vil igang med. Er ikke glad for pind 5, men nogle projekter kræver jo en giga-tyk pind og jeg nægter at købe en af mere af den størrelse, så der var ikke andet for end at få tømt min 5´er!!! Og så må jeg jo overleve at strikke endnu et projekt med den.......

Tinas Tørklæde - uvasket, men trods alt ikke
længere en UFO


 

mandag den 1. august 2011

To-do-listen, Garnlager og UFO

Så slutter min ferie! Skal møde 21.45 i aften og kan se frem til en 45 timers arbejdsuge. Til gengæld har jeg så fri det meste af uge 32, så jeg piver ikke! Ikke i uge 32 ihvertfald ;-)

Jeg har ikke strikket ret meget i ferien; jovist er både Tusindfryd og Syren vokset, men der er langt fra færdigt-strik at vise. Egentlig forholder det sig sådan at jeg ofte får strikket mere på arbejdsdage end på fridage. Så nu byder jeg, trods alt, hverdagen velkommen!

Stakken af færdige projekter vokser altså ikke; det gør til gengæld To-do-listen. Og det bliver nok ikke bedre fremover! Nu varer det jo ikke længe før Annette Danielsens bog "Strik en Ø" udkommer og det skulle da være mærkeligt om ikke der er en model eller tre deri jeg kan lide. Jeg har endnu ikke købt Lisa Renners "Close" - har dog kigget og fundet skønne modeller, så den bog skal vel også hjem på hylden?!! Helga Isagers Vanilla er en oplagt afløser når jeg en dag får Syren af pindene. Der er modeller i Mere feminin strik af Lene Holme Samsøe der lokker. Og sådan kan jeg jo blive ved......

Garnlageret er vokset en smule (alt er jo relativt...) og jeg har da garn nok til de første mange projekter fra To-do-listen. Tænker bare ikke det afholder mig fra at købe mere garn! Mangler blandt andet tynde garner til projekter, hvor jeg har brug for en tynd følgetråd; tykke garner til projekter jeg ikke gider strikke med to eller tre tråde. Så fremtidige garnkøb er bestemt helt på sin plads!

Har iøvrigt tænkt lidt over hvornår et projekt er en UFO og hvornår det "bare lige er lagt midlertidigt tilside". Bliver et igangværende projekt en UFO i samme øjeblik man lægger det fra sig og slår op til noget nyt? Eller er det først en UFO når man kaster et blik på det og tænker: crap, den der gider jeg da bare ikke strikke mere på det næste halve år? Ja, i princippet er alt, der ikke er færdigt vel en UFO, men hvis vi ikke tager det så bogstaveligt, hvornår bliver det så en UFO i bevidstheden? Det bestemmer vi jo heldigvis selv.

Ufo, ufo ikke, ufo, ufo ikke, ufo, ufo ikke
ufo, ufo ikke, ufo, ufo ik........ Øh?

Et eksempel fra To-do-listen
Cecilie spencerkjole fra Filcolana

En brøkdel af Garnlageret - gammelt billede
Lidt nyt er der jo kommet til siden
Man skal vel holde sit lager vedlige