lørdag den 26. januar 2013

Er jeg nu "sådan en"?

Nevøen har fået gipsen af. Og Moster Leverpostej har strikket endnu et par strømper til ham.

Denne gang har min søster selv været i garnbutik; drengen ville nemlig gerne have et par "leopardstrømper" og sådan noget garn havde jeg ikke på lager. Tirsdag fik jeg garnet og idag har de været her og hente de færdige strømper. Han blev glad! Og vil vist gerne have et par mere. Det vil hans søster også. Og min søster vil også. Hm, her troede jeg lige, at jeg skulle igang med et par strømper til mig selv.....
Strømper i garn fra Hjertegarns Safari-kollektion 
Jeg har nemlig printet strømpeopskrifter ud! Vil prøve at strikke et par strømper, der er lidt mere udfordrende end de almindelige glatstrikkede. Sockwise er fine, synes jeg. Og der er mange andre fine opskrifter i bunken. Flest engelske.

Men lige nu skal jeg altså strikke flere strømper i størrelse ca. 10 år. Om to minutter slår jeg op til et par til niecen.

Og mens jeg slår masker op, kan jeg jo passende tænke over om jeg nu er "sådan én, der strikker til andre".....?! Neeeeej...... Det passer ikke til mit image! Jeg er ego-strikker!

fredag den 25. januar 2013

Flere strømper

Med udsigt til årets første friweekend har jeg fundet energi til et indlæg. Bare for at sige, at jeg stadig her og at jeg stadig strikker strømper!
To par til mig selv. Begge i Drops Fabel, som jeg synes er et dejligt strømpegarn. Blødere end mange andre strømpegarner i den prisklasse. Og farverne er skønne, synes jeg.

Der er flere strømper undervejs! Jeg skal nok nå de 13 par i år! Og lidt til......

Til gengæld kniber det med lysten til at færdiggøre ufo´er. Jeg strikker lidt på den ene og lidt på den anden, kigger på en tredie, overvejer at trævle op, overvejer at slå op til nyt, strikker lidt på endnu en ufo....alt sammen uden gejst! Men sådan er det jo i perioder; det går over og gejsten kommer igen - og mens jeg venter på det, er strømpestrik en skøn beskæftigelse :-)

lørdag den 12. januar 2013

Ravelry

For to år siden oprettede jeg en profil på Ravelry, men udover at lægge nogle af mine projekter ind, søge på forskellige emner og være medlem i diverse grupper, har jeg ikke ligefrem været aktiv derinde.

Det er jeg nu!

Forleden meldte jeg mig ind i gruppen Sock Knitters og jeg skal da lige love for, at der er nogle aktive og meget underholdende medlemmer i den gruppe. De strikker strømper i lange baner - og lige nu, hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at strikke meget andet end strømper, er det jo den helt rigtige gruppe at være i.

Selvfølgelig har jeg meldt mig til "13 pairs in 2013 Personal KAL" og selvfølgelig holder jeg hvad jeg lover og strikker 13 par strømper i år. Mindst! Første par er færdige og flere er på vej.

Gruppen består af mere end 9000 medlemmer fra hele verden og "snakken" foregår på engelsk..... Jeg satser derfor på, at jeg, når de 13 par er strikket, også er blevet helt god til strikke-engelsk og ikke mindst strømpe-engelsk. Lige nu håber jeg bare de forstår mig derinde! Jeg forstår 95 % af det, de skriver og hvis de så forstår 5% af det jeg skriver, giver det tilsammen 100% og så er vi jo godt kørende, ikk? (Nå, okay, jeg er måske bedre til engelsk end til at regne sprogforståelse-procenter ud.......)
Strømperne til nevøen blev næsten ens i farveforløbet
Nu skal jeg jo ikke påstå, at jeg er aktiv på Ravelry bare fordi jeg har strikket et par strømper og skrevet lidt engelsk, men det er altså heller ikke det eneste jeg har rodet mig ud i........

Jeg meldte mig nemlig også ind i den gruppe Karen har oprettet og her havde de skudt en "StrikDansk KAL" igang i starten af året og den tænkte jeg lidt over et par dage. Hm, hm, hm......skal-skal ikke...... Jeg er jo ikke god til deadlines, men i år skal jeg altså udfordre mig selv lidt, så det blev selvfølgelig et "skal".

Derfor strikker jeg endnu et Frit Slag! Og det skal være færdigt 28. februar, hvor KAL´en udløber! Herefter starter vist nok en færdiggørelse af gamle projekter-KAL (og den er jeg, efter et kig på ufo-bjergene, da selvskreven deltager i)!
Jeg er meget glad for mit Frit Slag i den tynde geilske uld;
Denne gang har jeg dog valgt at strikke i Merci;
 det bliver perfekt til foråret og på kølige sommerdage
Idag er fridag! Imorgen er arbejdsdag! 
Alle dage er strikkedage!!!!!

søndag den 6. januar 2013

På trods af.....

.......at han kalder mig Moster Leverpostej, gider jeg godt lige strikke et par strømper til min frække nevø. Min søster ringede nemlig i fredags og fortalte, at den stakkels dreng var faldet på Parkourbanen og havde brækket det ene håndled. Av......

Så nu går han rundt med gips på armen! Og så skal han da, logisk nok, have et par strømper!

Nej, der er selvfølgelig ingen sammenhæng mellem et knoglebrud og et par hjemmestrikkede strømper. Men den søde dreng havde sagt til sin mor, at han var lidt misundelig over at hun havde fået et par strømper i julegave........ Sådan nogle ville han også gerne have.

Den gode Moster Leverpostej stod derfor forholdsvis tidligt op igår for at nå ud og købe strømpegarn. Ikke det tynde; det må jeg jo ikke, men jeg fandt en mellemtykkelse som ikke er i forbuds-kategorien! Og i farver som jeg tror nevøen kan lide!

Jeg var sikker på, at jeg havde en ledig rundpind i str. 3½...... Næh, de var i brug allesammen. Så idag måtte jeg tidligt op igen for at købe den rundpind, så jeg kunne komme igang med magic loop. Skyndte mig at slå op og strikke et par cm rib og smide det udenfor så jeg lige kunne nå at tage et billede i noget, der mindede om dagslys.
Og ja, jeg strikker bare en af gangen denne gang! Har efterhånden strømper på samtlige strømpepinde og flere rundpinde - er igang med at eksperimentere med hvordan jeg allerbedst kan lide at strikke strømper!  Det vender jeg selvfølgelig tilbage med mere info om; Sokken på Bloggen!

Nu er jeg halvvejs med første strømpe til nevøen og når en dag de er færdige og han skal have dem, må jeg lige pointere at han ikke får flere strømper, hvis han bliver ved med at kalde mig Moster Leverpostej.

P.S.: Drengen er næsten uskyldig; det er min søster, der startede med at kalde mig Lea Leverpostej fordi hun synes jeg er lige så kedelig som leverpostej.......

P.P.S.: Jeg siger ikke hvad jeg kalder min søster!!!!!!

tirsdag den 1. januar 2013

Kreativ???

Ikke mig!

Mest om strik, hæklerier og kreative projekter.....står der lige nedenunder KreaLea her på bloggen!

Meget kan man sige om mig - og at jeg lider af manglende realitetssans er en af de første ting man fristes til at sige!

Hæklerier? For lidt!!!

Kreative projekter? Ingen!!!

Måske skulle jeg bare døbe bloggen om til Sokken på Bloggen (bare fordi det rimer og fordi jeg åbenbart kun kan strikke strømper for tiden....måske skal jeg endda kalde den Sokken fra Mokken på Bloggen?).
Jeg giver vintermørket skylden for den dårlige
billedkvalitet :-)
Jeg havde, da jeg oprettede bloggen, ellers store ambitioner om, at det var det, der skulle til for at jeg igen kom igang med diverse kreative sysler. Jeg har tidligere broderet lidt, malet en del og tegnet meget. Det blev ikke til mere af at oprette en blog!!! Så forsøgte jeg mig med at nålefilte lidt - og det blev så sandelig også ved lidt (men en skønne dag skal den lille filtdame nok få tøj på...lige nu hedder hun bare Blotter-Lotte)!

Så nej, jeg er ikke kreativ! Men jeg håber stadig at blive det.....igen! Måske bliver 2013 året, hvor jeg for alvor får genoptaget de kreative sysler?! Måske ikke og så er det også i orden! For jo mindre tid jeg bruger på de andre materialer, jo mere tid har jeg med pinde og garn i hænderne :-)

Og når alt kommer til alt, så er strikkeriet så absolut det jeg nyder allermest! Også når det "bare" er strømper! Jeg har masser af planer om lækre modeller, der skal på pindene i år. Men først skal der vist lige nogle stykker af pindene.......

Og allerførst skal jeg på arbejde! Med hæslig halsbetændelse og det hele. Men det går nok! Jeg har nemlig to fri-nætter i sigte.