tirsdag den 31. december 2013

27 par

Ja, jeg kan jo sagtens garantere, at dette bliver det sidste strømpeindlæg på bloggen i år. Året slutter og jeg slutter året sådan omtrent som jeg startede det: med strømpestrik og halsbetændelse (og lidt til)!

To par strømper er færdige, jeg fik taget et par billeder og nu opdaterer jeg bloggen og det er så lige præcis, hvad jeg kan overkomme for tiden. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så syg i så mange dage!!! Der er små huller igennem, hvor jeg føler det letter - og det benytter jeg mig af til at opdatere her - og så håber jeg, de huller snart bliver store og langvarige!

Par nr. 26 er et par helt enkle strømper i Drops Delight - de startede ens, men det ensartede sluttede da brat :-) Godt jeg kan leve med den slags (nå, ja, hvis ikke jeg kunne, ville jeg jo vælge at strikke i et andet garn!!!).
Par nr. 27 (også i Drops Delight) har været længe undervejs. Det er et halvt år siden, jeg strikkede første strømpe; for en måned siden slog jeg op til makkeren og ja, så lå den altså til jeg genoptog den i forgårs. Opskriften er fra AoHs Strikkemagasin nr. 10, okt. 2012
Og det var så årets sidste strømper! Med garanti! Og lige så meget garanti kan jeg give for, at der også næste år bliver strikket strømper. Og lavet strømpeindlæg!

Jeg håber dog på, at der også kommer mange trøje/kjole/sjalsindlæg næste år. Det har virkelig været sløjt i år. Og det er der selvfølgelig en grund til. Eller flere. Og jeg vil gerne fortælle hvorfor.......

For halvandet år siden gik jeg ned med stress. Jeg var sygemeldt 4-5 uger og var så klar til job igen. Det er gået godt efter sygemeldingen. Men jeg mærker jævnligt de velkendte symptomer og så ved jeg, at jeg skal passe på! Og så er det, at jeg strikker strømper. Og smider alt andet strikketøj til side. Og lader være med at opdatere bloggen. Jeg sparer så mange "skal og bør-gøremål" væk som overhovedet muligt. Også dem, som jeg egentlig holder af, men som jeg alligevel - i perioder - føler kræver noget af mig, jeg ikke har overskud til! Mit strik skal være nemt, når det presser på. Strømper er nemme!

En anden årsag er min dårlige ryg (daglige smerter grundet diskusprolaps for syv år siden), der blandt andet gør, at jeg ikke kan sidde ned ret lang tid af gangen. Det fjerner det afslappende aspekt ved strikningen når processen hele tiden afbrydes af "op-og-stå-og-gå-pauser". På en strømpe kommer man langt på fem min. Strømper kan også sagtens strikkes stående :-) Det er straks sværere med de større projekter! Men der er altså gode dage imellem - og dem håber jeg, at jeg fremover får benyttet til trøjestrik!

For en god ordens skyld, så strikker jeg altså oftest strømper af lyst - jeg er ikke "på vej ned" hver gang jeg slår op til en ny strømpe :-)

Med dette indlæg slutter jeg 2013 af med at sige tak for endnu et herligt år i jeres inspirerende blog-selskab.

Godt nytår!

lørdag den 28. december 2013

25 par strømper

Ja, indtil videre har jeg strikket 25 par strømper i år. Par nr. 26 er lige straks færdige og måske bliver nr. 27 det også inden året rinder ud......

Her i december har jeg ikke strikket ret meget; halvanden Tempelblomst, nogle strømper og et par pinde på diverse ærmer er, hvad det er blevet til. Det er ikke fordi jeg har haft travlt med "at jule".....næh, julestemningen indfandt sig slet ikke i år og da jeg skulle arbejde den 24. og den 25. kom den altså heller ikke i sidste øjeblik.

Til gengæld kom der både noget halsbetændelse og bihulebetændelse til, så jeg var glad da sidste nattevagt var overstået og jeg kunne gå hjem og slappe af og vide, at jeg har fri resten af året og dermed sagtens når at blive frisk til næste omgang nattevagter! Med tungt hoved og hvad dertil hører når man er rendt ind i sådan en omgang, passer det fint med strømpestrik - der er ikke kapacitet til andet!!!!

Min nevø, der tidligere har fået to par strømper, ville så gerne have et par i dette garn - og det skulle han da have.... Han er ti år og fødderne vokser hurtigt i den alder, så de strømper han fik i starten af året, er alt for små nu.

Strømperne til Kvik var hurtigt færdige; jeg strikkede på dem når familien var gået i seng, så der var fred og ro og ingen forstyrrelser - og heller ingen vidner til julegavestrikkeriet!

Strømperne til min søster har til gengæld været lang tid undervejs; hun købte jo garnet til dem for et par måneder siden..... Hun har været meget tålmodig, men hun turde vel heller ikke andet, da jeg sagde til hende, at jeg godt ville strikke dem, men at det ville blive i mit tempo og at hun IKKE skulle presse på for at få dem (hvis hun gjorde, ville jeg lære hende at strikke sine strømper selv!).
Faktisk var dette garn ikke det eneste hun købte (diskret lille suk), så jeg må igang med et par mere. Det er dog raggsokkegarn, så det kan umuligt tage ret lang tid at strikke dem! Og hvis det gør, ja, så er min søster jo tålmodigheden selv!!!!

mandag den 9. december 2013

Tempelblomst

Idag er det 3 år siden, jeg oprettede bloggen! Og det skal da fejres med et indlæg..... De er sjældne for tiden, de indlæg, men idag skal det være.......

Heldigvis har jeg en færdig model at fejre dagen med :-) En meget lækker model endda: Tempelblomst fra Annette Danielsens bog Østen for Solen.

Et hurtigt og skønt strikketøj! En lækker poncho!

Bliver selvfølgelig nødt til at klage lidt over at strikke på pind 5; det er ikke og bliver aldrig min favorit at strikke på pinde af den tykkelse! Heller ikke strik med tre tråde er blandt yndlingsbeskæftigelserne! Men jeg klarede det og hyggede mig trods alt med at strikke Tempelblomst.

Har ikke helt styr på, hvor meget garn jeg brugte; har ikke vejet ponchoen og mistede overblikket over forbruget undervejs - hovedsageligt fordi jeg strikkede af "genbrugsgarn" (den lysrosa JC Rennie Supersoft havde jeg nemlig strikket 2/3 trøje af tidligere)! Men altså: to tråde supersoft og en tråd Drops Lace (og ikke Alpaca som jeg fejlagtigt skrev i første omgang) og det resulterede i en blød og varm poncho som i høj grad er et hit!

Og selvfølgelig strikker jeg en mere. Jeg har det vist lidt som små børn, der elsker gentagelser og kan se den samme film om og om igen og som de ældre, der ikke husker så godt og derfor gentager sig selv ofte..........
Som det ses, bliver 2´eren blå! Jeg har valgt kun at strikke med to tråde (Knoll Supersoft) denne gang og på pind 4½. Det glider altså noget bedre end pind 5 og tre tråde - og jeg tror bestemt, den kommer til at passe fint i størrelsen selvom den bliver en smule mindre!

Faktisk har jeg endnu ikke Østen for Solen, så jeg måtte låne den, da behovet for Tempelblomst opstod. Men den kommer til at ligge under træet juleaften (om ikke andet sørger jeg selv for det) og mon ikke jeg i løbet af næste år får strikket et par modeller fra den skønne bog?!

Ahhh, nu skal jeg vist i strikkestolen med en kop kaffe og en skive af det gode brød, vi fik bagt i weekenden. Både Yngstesønnen og Ældste Bonusdatter fyldte år i går; hhv. 14 og 27, så de blev fejret - og der er dejlige rester, der passer fint til blogfødselsdag og strikketid!

P.S.: nej, jeg har ikke glemt, at jeg er ved at strikke ærmer ;-)

OBS: har lige rettet i indlægget; havde skrevet at ponchoen var strikket i to tråde supersoft og en tråd Drops Alpaca og det sidste passer selvfølgelig ikke. Det er Drops Lace, jeg har brugt!!!!!

tirsdag den 19. november 2013

Ærmer!!!

Man skulle næsten tro, jeg er begyndt at elske ærmestrik!

Det er jeg nu ikke, men ikke desto mindre strikker jeg ærmer. I flertal. Og det er altså ikke bare fordi jeg har to arme, men fordi jeg har så mange ufoer, der er strandede netop der, hvor ærmestrikkeriet skulle være sat ind.

Nu sætter jeg ind. Med ærmer til både Sommer i Tokyo 2 og Syren. Og håber på langvarig ærmestrikkegejst! Så får Honey nemlig også et par længe ventede ærmer.
Ja, ja, man har jo lov at håbe......... Så jeg håber! Og strikker ærmer!

tirsdag den 5. november 2013

Ih og åh og hvor er det pænt

I lørdags var jeg i strikkecafé i Garn10 og det var som altid superhyggeligt og meget inspirerende. Helle er den bedste værtinde, man kan forestille sig og mon ikke også det er derfor, at så mange glade strikkere finder vej "ud på landet"?

I det gode selskab bliver der strikket og snakket i ét væk - jeg var der i syv timer i lørdags; det føltes som to! Selvom tiden fløj afsted nåede jeg at handle lidt :-)
Farven Fig er blandt mine absolutte favoritter og jeg købte 300 g, så jeg har nok til en trøje. De andre farver er supplement til igangværende projekter. Men ih, altså, når jeg ser farverne her - så smukt - får jeg jo lyst til at strikke dem sammen i "noget stribet".........eller måske i Annette Danielsens Gekko.......eller en af de utallige andre modeller, jeg har på listen!

Gekko havde jeg egentlig tænkt mig at strikke i den lækre uld/silke herunder - inspireret af en smuk udgave jeg så i strikkecafeen. Måske gør jeg det også....

Farverne er helt vidunderlige sammen; desværre for lyse på billedet, men åh, så smukke i virkeligheden!

Ja, det var så bare et lille "se-jeg-har-købt-garn-igen-indlæg"! Så gik der tid med det! Ventetid...... Den Voksne Datter er på vej fra Sjælland; hun er nok fremme lidt over midnat. Jeg glæder mig til gensynet! Det er tre måneder siden sidst!

Og ja, jeg strikker altså videre på de der Tokyo-ærmer, mens jeg venter på Datteren......

mandag den 4. november 2013

Mere ærmestrik

Så strikker jeg ærmer igen!

Da jeg genoptog strikningen på Sommer i Tokyo 2, manglede jeg omkring 20 omgange på kroppen. Da jeg blev jeg færdig med dem igår slog jeg straks op til ærmerne! Straks! 
Ganske som med Sommer i Tokyo 1, sker der "noget" når jeg kommer til ærmerne...... Jeg synes pludselig ikke mønsteret er overskueligt og skal kigge i diagrammet med jævne mellemrum - og strikke baglæns indimellem. 

På 1´eren klokkede jeg endda også i farveskiftet og strikkede indtil flere omgange med den forkerte farve..... Her på 2´eren har jeg kun strikket en halv omgang baglæns - indtil videre!!!! Men hvad kan det ikke nå at blive til; jeg er jo kun lige begyndt på ærmet....suk...... Og jeg ved virkelig ikke, hvor det går galt for mig, så jeg kan ikke engang forebygge :-)

Det kan ikke kun skyldes, at der er udtagninger i ærmet (hvorimod kroppen blot strikkes lige op med uændret maskeantal) og det skyldes altså heller ikke min manglende begejstring for ærmestrik! 

Jeg kan strikke Tokyo-krop uden at kigge i diagrammet! Men jeg klokker i Tokyo-ærmerne! Mønsteret er det samme - det er mit overblik bare ikke!

Nå, men nu, dybt koncentreret, vil jeg strikke videre.........

onsdag den 30. oktober 2013

Hæklede striber

I august købte jeg bomuldsgarn til endnu et hæklet tæppe. Nu er jeg igang med det - og morer mig lidt over farverne, som står i stor kontrast til både efterårets farver og til de mange jule-inspirations-magasiner, der er begyndt at komme. Ja, man kan sandelig godt se, at det var sol og sommer da jeg købte garnet!!!

I sidste uge var min søster og jeg i Søstrene Grene for at købe garn til et tæppe. Vel at mærke et tæppe min søster skal hækle! Hun har flere gange spurgt om jeg da ikke lige kunne hækle et tæppe til hende og hver gang har jeg sagt næh, men jeg kan lære dig det. Protesterne har været rigelige for min søster er med egne ord "ikke typen, der hækler eller strikker".

Hvad der fik hende til at blive "typen, der hækler" ved jeg faktisk ikke, men "sådan en" er hun altså nu! Hun lærte det på nul komma fem! Vi havde været i Silkeborg, købt garn og hæklenål og da vi kom trætte hjem, hjalp jeg hende igang og så gik det ellers bare derudaf! Hendes tæppe bliver så smukt - hun har valgt nogle skønne, skønne farver (skal prøve at få et billede af det en dag).

Hun holder til gengæld stædigt fast i at hun aldrig skal lære at strikke! Så da hun i den ene af byens mange garnbutikker, fik øje på noget strømpegarn hun syntes var rigtigt fint, sagde jeg okay, køb det, så skal jeg nok strikke et par strømper til dig.

For selvom jeg ikke er "typen, der strikker til andre", gør jeg det jo alligevel indimellem - og snart får min søster et par strømper fra sin omsorgsfulde storesøster aka Moster Leverpostej (og mon ikke, at hun dropper det øgenavn nu, hvor hun selv er blevet en af slagsen......den kedelige type, der interesserer sig for håndarbejde???).
Min søster valgte som nævnt selv garnet og jeg fik frit slag, hvad mønster angik - det bliver altså til en enkelt snoning; meget mere mønster skal der vist ikke til i det multifarvede Fabel. Et par små pulsvarmere til mig selv er det blevet til - en tråd Austermann Lace og en tråd Qoperfina fra Canard, strikket på pind 2,25. De er helt enkle, men ret lækre og anvendelige, synes jeg.

Og nej; jeg købte ikke garn til et tredie tæppe, da vi var i Søstrene Grene. Men jeg var saftsuseme fristet!!! Næste gang....måske......

lørdag den 26. oktober 2013

Ravello

Jeg gjorde det!!!! Tog mig sammen og strikkede sidste ærme færdigt igår inden jeg skulle møde på nattevagt. Idag, efter at have sovet, har jeg hæftet ender og vasket - og nu ligger Ravello til tørre!

Billederne bliver ikke så gode i kunstigt lys, men på denne årstid skal man være tidligt ude for at fange det gode dagslys - og jeg er bestemt ikke tidligt ude når det drejer sig om ærmestrik og endehæftning!!! Men den er færdig og det skal dokumenteres - uanset manglen på dagslys!
Ravello er designet af Isabell Kraemer! Opskriften er på engelsk, men nem at forstå. Garnforbruget minimalt og modellen er hurtigt strikket, hvis ikke man er typen, der overspringshandler istedet for at strikke ærmer!
Jeg har brugt ca. 45 g Red Currant (JC Rennie supersoft), ca. 65 g Lullaby (JC Rennie supersoft) og ca. 110 g Oatmeal (Knoll supersoft) til en størrelse M/L. Har lavet flere striber end angivet i opskriften for at undgå at striberne endte midt på barmen, men ellers har jeg ikke ændret noget....

Isabell skriver, at hendes ide er, at halskanten skal rulle, men da vi alle har forskellige præferencer, kommer hun med forslag/opskrift til andre muligheder. Indtil videre ruller min - måske laver jeg en anden hals, hvis jeg synes den skal ændres når blusen kommer i brug!

Og yeah, jeg har strikket noget, der ikke er strømper, færdigt!! Det kan jeg så få lov at fejre med en ekstra times nattevagt......ti timer bliver det til i alt.......suk.....når man arbejder om natten er det altså ikke sjovt, når vi overgår til vintertid! Og jeg er altid på arbejde den nat det sker - kun én gang har jeg været heldig at have vagt ved overgangen til sommertid.

Så i nat, når klokken er 3, tror jeg bare jeg holder mig for både ører og øjne for at undgå at høre og se alle urene, der automatisk - og selvfølgelig med megen lyd - pludselig går amok og sender viserne den forkerte vej........og hurra, så kan man lige tage timen fra 2 til 3 igen!!!!!

Nå, ikke så meget klynk; sådan er vilkårene jo! Og jeg skal være sammen med den allerskønneste kollega man kan forestille sig - og jeg har strikket en bluse færdig; det er vel, når alt kommer til alt, den ekstra time værd!!!!

torsdag den 24. oktober 2013

Tager mig sammen....

....og strikker de ærmer. Det ene er færdigt; det andet godt på vej. Satser på at nå ærmet, endehæftning og vask før weekendens mange arbejdstimer banker på!

Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg har strikket et par strømper siden sidste blogopdatering. Fik lyst til at strikke snoninger og syntes, at Zauberball egnede sig fint til det formål. Det tog vist kun tre dage at få dem færdige.....

Nu slår jeg ikke op til flere strømper før Ravello er færdig! Og nu slutter indlægget! Jeg skal strikke det ærme færdigt. Nu!

mandag den 14. oktober 2013

Øh.....

.......det går da ikke så godt med at opdatere bloggen....

.......heller ikke med at strikke Ravello-ærmerne færdige! Det tog en uge at strikke hele kroppen, men så kom jeg jo til ærmerne og dem er jeg pr. tradition ikke begejstret for og er derfor urimeligt lang tid om dem. Alle former for overspringshandlinger prioriteres højt - blot for at udskyde de ærmer som altså alligevel før eller siden skal strikkes.
Læsning blev den mest tidsrøvende overspringshandling i sidste uge! Læste med stor fornøjelse både en Karin Slaughter krimi, Lars Keplers Ildvidnet samt Jo Nesbøs Panserhjerte. Så løb jeg tør for bøger og måtte ud og købe et par stykker mere!

Prøver ihærdigt at overbevise teenagersønnerne om, at det er SÅ FEDT at læse, men jeg har overhovedet ikke succes med det foretagende!!!! Da Ældstesønnen så forleden kom hjem med en bog fra skolebiblioteket, sagde Yngstesønnen: "Mor, du skulle ikke have holdt det foredrag om bøger igår; du ødelægger ham jo". Det skal lige bemærkes at det ikke var min begejstring for gode bøger, der havde inspireret ham til at gå på skolebiblioteket, men derimod hans dansklærer, der forventer en boganmeldelse om et par uger.......

Til gengæld går det ok med strømpestrikkeriet; Kvik har fået et par bordeaux strømper og jeg har fået to par stribede (og har nu strikket 21 par strømper i år)
 

Jeg har arbejdet hele weekenden og har derfor fri idag og i morgen. Måske slår jeg op til endnu et par strømper. Måske strikker jeg ærmer. Måske læser jeg en bog.

torsdag den 26. september 2013

Lyseblå!

Den lyseblå Lullaby fra JC Rennie blev den tredie farve i Ravello.

Jeg strikker og strikker....... Tjekker lige hvor hurtigt jeg kan strikke sådan en bluse....... Bare for at overbevise mig selv om, at jeg rent faktisk godt kan 1) strikke andet end strømper 2) strikke noget færdigt 3) være strikkemonogam
Det går godt!

lørdag den 21. september 2013

Jeg er ikke på Fanø!!!

Næh, jeg hygger mig såmænd herhjemme! Er nemlig så heldig lige at have en enkelt fridag mellem en række nattevagter. Og sådan en "halv friweekend" er da bedre end slet ikke at have fri..... Næste weekend har jeg slet ikke fri, så tro mig; jeg nyder denne lørdag!

Nå, men jeg hygger mig som nævnt. Strikker. Kigger på garn og opskrifter. Trævler op.

En model, der ikke bliver trævlet op er Sommer i Tokyo 2 - eller, det tror jeg da ihvertfald ikke den gør! Jeg er meget glad for min 1´er, så en 2´er er velkommen i garderoben!

Iøvrigt er næste KAL i Lindses Ravelrygruppe mønsterstrik og der er et par stykker, der vil strikke Sommer i Tokyo - så jeg må da lige tage mig sammen og være med der :-)
Jeg blev grebet af et øjebliks vanvid og overvejede at finde garn frem til en en tredie udgave; men sådan et øjeblik er jo hurtigt passé og jeg har ikke fundet garn frem......kun kigget................lidt!

Kiggede også på de andre ufoer i kategorien mønsterstrik; de er dog blandt de heldige i denne "be-nice-eller-bliv-trævlet-op" sortering af ufoer. Jeg mangler ellers en pind 3,5 - men der er andre, mere kedelige ufoer, der må slippe en pind!

tirsdag den 17. september 2013

Det er stadig svært....

....så Ravello er ikke kommet på pindene endnu!

Der bliver ved med at dukke fine farvekombinationer op, men jeg kan se, at jeg har en tendens til at vælge Oatmeal og Donkey og sætte en tredie farve til de to.

Nu er der jo heller ikke noget, der haster - faktisk prøver jeg at tage mig sammen til at strikke monogamt på Daffodil. Det har jeg varierende succes med......men første ærme er da næsten færdigt (og jeg prøver at lukke øjnene for, at det måske er lidt dumt at strikke ærme på rundpind når resten strikkes frem og tilbage for det har betydning for min strikkefasthed om jeg gør det ene eller det andet.....måske bliver ærmet for smalt til at passe i ærmegabet.....nå!).

Da jeg er ramt af en træls omgang med forkølelse/hovedpine/ondt i halsen, fik jeg en akut trang til at strikke noget at varme hals og skuldre i, så jeg slog op til Stripes to keep me warm. Her voldte farvevalget ikke så store kvaler - jeg havde besluttet at strikke den i Rasmillas Yndlingsgarn fra lageret og fandt hurtigt de farver jeg ville bruge.
Og det ledte så hen til en en fin farvekombination til Ravello.......måske.......igen er det Oatmeal og Donkey; her tilsat Red Currant. Meget smukke farver sammen, synes jeg!

søndag den 15. september 2013

Hvor svært kan det være?

Ja, det var Kvik, der spurgte sådan, da jeg (igen) idag fandt garn frem og prøvede at nå frem til hvilke tre farver, der var bedst sammen til et nyt projekt.

"Du skal jo bare tage en beslutning, skat" sagde han. Øh, ja....lige netop, tænkte jeg, og kunne ikke med min bedste vilje se det enkle i den sag!!! For pokker, jeg troede da han kendte mig efterhånden!

Jeg tog kun omkring tyve forskellige farver frem! Det var rigeligt! Havde jeg nu fundet matematik morsomt, ville jeg have lavet en rask lille udregning på hvor mange kombinationsmuligheder, der er i spil....... Men jeg synes ikke matematik er morsomt! Jeg synes heller ikke det er nemt at vælge farver! Men tror alligevel, jeg nærmer mig.......


Jeg kan bedst lide den øverste og den nederste kombination; begge med den mørklilla Tyrian og den lyse Oatmeal og så enten den ene eller den anden brune....... (farverne er mørkere irl end på billederne). Men altså, der er jo mange flere muligheder end de her viste (disse er blot de billeder, hvor kameraet nogenlunde kunne fange farverne).

Kvik fortsatte med at kloge sig en stund endnu...... Faktisk holdt han først op, da jeg mindede ham om hans svar, da jeg forleden spurgte, hvilken farve de næste strømper jeg strikker til ham, skal være: "hm, det ved jeg ikke; det er da svært; der er jo så mange pæne farver". Ja, Kvik; det er svært at tage farve-beslutninger!

 Modellen, jeg skal vælge farver til, er iøvrigt Ravello.

onsdag den 11. september 2013

Klar til strikkecafé

I aften er der onsdagsstrik i Garn10. Jeg har sjældent fri om onsdagen, men idag har jeg og så skal jeg selvfølgelig over til Helle og hygge, snakke og strikke.....

Det plejer ikke blive til mange pinde for mit vedkommende når jeg er i strikkecafé - jeg er snarere i "snakke-og-gramse-garn-café"......men i aften vil jeg altså prøve, om jeg kan strikke mere end de fire pinde, der er mit gennemsnit når jeg strikker i godt selskab.

Derfor har jeg slået op til første ærme på Daffodil og strikket ribben og det lille hulmønster, så der nu bare venter ca. 40 cm glatstrik med enkelte udtagninger; det tror jeg godt, jeg kan koncentrere mig om mens jeg snakker!
Jeg glæder mig meget til at få denne cardigan færdig; garnet er lækkert, farven skøn (irl) og modellen er så fin - den skal nok blive et hit; hvis altså jeg kan passe den!!!

Lige et billede af de grå Tadpoles:
Og nu prøver jeg altså at undgå at slå op til flere strømper foreløbig (jeg har nu også tre par undervejs, så jeg slipper ikke strømpestrikningen helt). I Sock Knitters gruppen på Ravelry satte jeg først et mål om at strikke 13 par i `13; det ændrede jeg hurtigt til 20 par og det når jeg bestemt også, da jeg har strikket 18 par færdige på nuværende tidspunkt.

Det er nu ikke for at nå et bestemt mål, at jeg strikker strømper. Jeg strikker strømper af flere årsager; blandt andet fordi jeg synes de er fantastiske at have på. Jeg synes også, det er hyggeligt at strikke strømper (ellers gjorde jeg det bestemt ikke!). Og en anden ting er, at jeg faktisk ikke bruger ret meget af det, jeg har strikket (bortset fra strømper, sjaler og pulsvarmere), så jeg har haft brug for en "tænkepause" til at overveje, hvilke modeller jeg både gider at strikke og bruge!!!

Og den sidste og væsentligste årsag: jeg kan ikke holde til at sidde ned ret lang tid af gangen p.gr.a. rygproblemer! Det gør det svært at "fordybe sig i en model" og nyde processen når koncentrationen svigter (og det gør den når jeg har ondt). Strømpestrik er genialt når tiden i strikkestolen jævnligt afbrydes af pauser, hvor jeg er nødt til at lave øvelser og gå rundt indtil ryggen igen kan klare en stund i stolen!

Nu skal jeg pakke til strikkecafé - jeg glæder mig til en hyggelig aften! Og når jeg har brug for at strække ben og ryg, går jeg rundt og gramser på det lækre udvalg af garn Helle fører i butikken!

tirsdag den 10. september 2013

Septemberstrømper

September starter med strømpestrik! Første færdige par er Lacy Mock Cable Socks:
Jeg strikker ganske givet et par mere efter samme opskrift; synes de er fine med det snonings-lignende mønster, der er nemt og hurtigt strikket. Og farven (Arwetta farve 807) er helt fantastisk, så jeg er glad for, jeg også købte et nøgle Indiecita i samme farve - af det vil jeg strikke et par pulsvarmere i samme mønster som strømperne.

Næste par strømper, der bliver færdige, er endnu et par Tadpoles:
Den mørkegrå Arwetta købte jeg for et par år siden og hver gang jeg har skulle vælge garn til et par strømper, har jeg kigget på den grå - og valgt en anden farve. Men ikke denne gang! Selvom jeg synes det er sjovt med heftige farver på fødderne, er det nu også rart at have nogle mere neutrale strømper. Og rart at få brugt noget "gammelt" lagergarn!

Jeg har før påstået, at Tadpoles er hurtigere at strikke end selv de mest enkle glatstrikkede - og det passer også i dette tilfælde; jeg har altså næsten kun lige slået masker op og i skrivende stund er jeg fire omgange fra at kunne lukke af for årets tredie par Tadpoles. Og der kommer da helt sikkert et fjerde par også!

Det bliver til et par pinde på Daffodil i ny og næ....og der er en pigekjole, der snart skal være færdig......og noget mønsterstrik........og.......men jeg erkender blankt at i år kommer der ikke meget færdigt strik fra mine pinde. Altså bortset fra strømper!

lørdag den 31. august 2013

Forberedt

Idag er sidste sommerdag ifølge kalenderen. I morgen starter efteråret. Jeg er forberedt på koldere tider...ihvertfald hvad strømper angår!

For nylig var jeg med en veninde i Terapi-Hobby og her købte jeg lidt strømpegarn. Ikke fordi jeg mangler, men fordi de nye farver Arwetta er for fede!!!!

Farven er rigtig på det øverste billede; kunne ikke fange den da jeg ville tage billeder af de strømper, der er undervejs i en af de nye farver. Det er Lacy Mock Cable Socks, gratis opskrift på Ravelry.

Da jeg er ret vild med de stribede strømper fra forrige indlæg, ville jeg strikke endnu et par stribede af restegarn og derfor slog jeg igår op til et par i efterårsfarver. Jeg strikkehæfter enderne undervejs og så er det pludselig meget sjovere at strikke stribede strømper.
De sidste par uger har jeg døjet med et hold i nakken og derfor er det kun blevet til småtingssysler som strømper og hæklerier, men nu går det bedre og jeg har lagt planer for efterårets strikkeprojekter.

Planerne er ikke vildt interessante, da de først og fremmest går på fortsat strømpestrik, dernæst færdiggørelse af et par ufoer og påbegyndelse af næste hæklede tæppe.......men mon ikke der bliver slået op til en ny model eller to i efterårets løb?! Jeg har ihvertfald et par stykker i tankerne!

Det er arbejdsweekend for mit vedkommende; har overstået de første 9 timer, så er der kun 18 arbejdstimer tilbage - før jeg mandag morgen kl. 07.45 kan fange en bus og komme hjem i seng. Tirsdag skal nydes inden jeg igen skal møde på job onsdag kl. 22.45.

onsdag den 28. august 2013

Hæklet tæppe færdigt

Forleden blev jeg færdig med det hæklede tæppe. Det er blevet så fint, synes jeg. Ikke verdens største tæppe - det måler kun 95 x 140 cm, men det er tilpas i størrelsen til at smide over sig når man sidder og strikker (eller hækler flere tæpper).

Striberne er på langs; jeg synes 140 cm ville være for meget i bredden - og jeg gad iøvrigt heller ikke hækle det så stort! Jeg havde heller ikke garn nok til et større tæppe! Og jeg gad ikke tage ind til byen efter mere. Derfor endte det på de 95 x 140.

Jeg kunne måske godt have taget mig sammen til at rette lidt på tæppet før jeg tog et billede, men det gad jeg (åbenbart) heller ikke; derfor ser det noget skævt ud på billedet..... Nu kan det ikke vare længe før jeg regner på hvor mange luftmasker, jeg skal starte næste tæppe med. Ikke så mange som her ihvertfald for på det næste skal striberne være på tværs!
Strømper har jeg sørme også fået strikket. To par er færdige og der er slået op til et nyt par (nå, ja, og så ligger der vist stadig to strømper, der lige mangler en makker). Her et par Monkeys i Drops Fabel:
Og her et par stribede i Arwetta rester (på nær to af farverne, der er Qualitäs eller noget i den retning):
De stribede orkede jeg næsten ikke strikke færdige, men jeg har været så letsindig at melde mig til en "stribede-strømper-kal" i Sock Knitters-gruppen på Ravelry og havde postet et billede der, da jeg lige var gået i gang med strømperne (for en evighed siden)......og eftersom kal`en udløber 31/8 var det ved at være på tide at få dem færdige. Så jeg tog mig sammen! Det kan jeg nemlig godt engang imellem :-)

Og nu skal jeg pakke garn og pinde og gøre klar til strikkehygge i "mødregruppen" i aften! Hvad jeg pakker i tasken, kommer der måske lidt om på bloggen i morgen......

fredag den 16. august 2013

Så strikker jeg igen

Ja, nu strikker jeg igen! Denne gang i det grønne Luksusgarn fra Rasmilla jeg købte i maj. Farven er altså bedre i virkeligheden end her......
Modellen er Daffodil (Helga Isager) og jeg strikker str M. Den ser godt nok lille ud, men det er jo blot en ekstra motivation i projekt "let røven" :-).

Arbejdsweekend står for døren; men jeg kan se frem til fri mandag og tirsdag - så skal der strikkes!!!

søndag den 11. august 2013

Søndagsstrik

Jeg har strikket idag!!! Og det er jo store sager efter en strikkefri ferie.

Onsdag aften kom jeg til at kigge i mine mange Søstrene Grene poser, der jo bugner af garn. Her så jeg et nøgle Mayflower Divine og ups.....jeg kom i tanker om, at jeg havde lovet at strikke en strømpe, bare en enkelt, der skal være "udstillingsmodel" i Garnshop Galten. Jeg kunne lige nå at slå op og strikke ribben + et par cm skaft inden jeg skulle afsted på job.

Idag har jeg så strikket resten af strømpen, så nu skal den bare afleveres i butikken! Lækkert garn at strikke med og selvom jeg godt kunne have ønsket mig, at den var faldet ud så der var to pink striber, ja, så er jeg godt tilfreds og håber Carina er det samme.

Som nævnt i sidste indlæg, har jeg købt garn til næste hæklede tæppe. Det bliver så flot og jeg kan næsten ikke vente med at komme igang!!! Men jeg venter til det igangværende tæppe er færdigt!!! Er mere end halvvejs med det, så det burde være færdigt om maks to uger - medmindre de der strikkepinde for alvor springer i hænderne på mig og generobrer kreatiden!
Men se lige de farver!!!!!! Er synet og forventningens glæde ikke motivation nok til at få igangværende tæppe færdigt i en fart?!!!

Apropos farvevalg så er det ikke nogen helt nem sag. Ikke for mig ihvertfald. Jeg bruger lang tid på det. Står foran hylderne med garn og tager frem, lægger op, mixer og matcher de mange forskellige muligheder, tror jeg har besluttet mig, men prøver så (endnu en gang) at fjerne én og tilføje en anden farve og så står man igen der...... Med et utal af smukke kombinationsmuligheder; ingen grimme!!! Eller også er jeg bare ikke ret kræsen?!

Det svære består altså ikke i at vælge farver, men i at beslutte hvilken af de smukke kombinationer man skal vælge her og nu. I tirsdags valgte jeg denne kombination; næste gang jeg skal købe garn bliver det en anden og mindst lige så smuk! Det ved jeg allerede!

Selvfølgelig købte jeg også en af Søstrenes skønne tasker (garnkøb kræver ny taske; denne gang med stjerner). Og en fin, fin notesbog (jeg har jo et eller andet med notesbøger). Og til venstre anes flere stjerner (jeg købte nemlig også lidt tøj og nogle fede tørklæder).

Ja, jeg er ret begejstret for Søstrene Grenes bomuldsgarn. Farverne er skønne. Prisen er 11,96 kr. pr. nøgle. Løbelængde 160 m/ 50 g. Jeg kan dog ikke sige noget om, hvordan det arter sig i brug og efter vask; jeg aner ikke om det mister farve, bliver skævt og grimt med tiden. Det finder jeg ud af. Senere. Lige nu nyder jeg det bare!

For et par år siden, da de lige havde fået bomuldsgarnet i sortimentet, købte jeg nogle nøgler og hæklede forskellige grannysquares. Dengang var garnet anderledes end nu. Det var mere løst i det og delte sig for meget til, at jeg synes det var en fornøjelse at hækle med. Men kvaliteten er blevet ændret så nu er det super at hækle med. Og det er lige præcis hvad jeg vil gøre nu: nyde resten af min fridag med hæklenålen!

onsdag den 7. august 2013

Hæklet tæppe undervejs

Her i nat sidder jeg længe oppe. Går først i seng når de fleste begynder at vågne op. Og så sover jeg længe - helst til klokken 12. Minimum. Altså hvis jeg kan...... Det er ikke altid helt let at sove om dagen og slet ikke om sommeren. Børn, der leger i nabohaverne, folk, der slår græs og klipper hæk og hvad ved jeg..... Men det er nødvendigt, at man kan, hvis man skal fungere i jobbet som nattevagt!

I aften møder jeg til første vagt efter ferien. En skøn, skøn ferie med suverænt vejr! Badevejr! Familiehygge! Afslapningstid! Men ikke strikketid..... Strikkepindene insisterede på at holde ferie - eller hvad det nu var der skete; ihvertfald kan min samlede strikketid i ferien opgøres i minutter; ikke i timer!

Nu skal jeg så byde hverdagen velkommen. Strikkepindene får samme velkomst og så må jeg håbe de igen vil tilbringe tid i mine hænder......

De kommer i kamp med hæklenålen; jeg er nemlig i fuld gang med tæppet i grannystripes. Forleden så det sådan ud:

Siden er jeg kommet noget længere. Det bliver et skønt tæppe. Farverne er gode sammen. Synes jeg. Nogle vil mene det er for tamt; jeg er vild med det lige præcis som det er!

Mens jeg hækler irl, hækler jeg i fantasien et utal af tæpper i andre fine farvekombinationer.... Og selvfølgelig har jeg købt garn til næste tæppe!

onsdag den 31. juli 2013

Nyt evighedsprojekt?

I dag var vi i Silkeborg og tænk; jeg var ikke inde i én eneste garnbutik!!! Det er dog ikke ensbetydende med at jeg kom hjem uden garn......jeg var nemlig i Søstrene Grene efter bomuldsgarn. Har længe haft lyst til at hækle et tæppe i grannystripes og nu skal det være.

Jeg købte 16 nøgler i otte forskellige farver. Skønne farver! Og en af søstrenes lige så skønne tasker; dem bruger jeg til opbevaring af det garn, der ikke kan være i skufferne (jeg har foruroligende mange af de tasker efterhånden).

Denne sommer har jeg hæklet mere end jeg har strikket. Jeg er i gang med (mindst) et tæppe i granny squares (oldemorfirkanter) og selvom jeg har hæklet mange lapper, er der stadig lang vej til et helt tæppe. Hvorfor jeg så starter på endnu et....ja, det er vel bare typisk mig; jeg synes det er rart med afvekslingen i former og farver.....og, ja, bare fordi........

Jeg har ikke lagt strikkepindene langt væk; der går bare lang tid imellem jeg griber ud efter dem. Kan dog mærke en spirende trang til at gøre mere ved det; nu slutter ferien snart og når hverdagen starter tror jeg helt bestemt, at jeg igen får både startet og sluttet en del strikkeprojekter!!!

Men nu skal jeg lige hækle og svømme og cykle og læse lidt mere før jeg for alvor genoptager strikkeriet....

To indlæg på én måned......det er da lidt sølle...... En stor tak til jer for at hænge ved her - jeg har fulgt med i jeres indlæg, men har ikke fået kommenteret på alle jeres fine og inspirerende projekter; det er også for sølle. Mon ikke det bliver lidt bedre fremover? Det tror jeg!

lørdag den 27. juli 2013

Hovsa

Det var ikke meningen, der skulle gå så lang tid uden indlæg....... men det gjorde der altså.

Og her kommer også kun en kort update for jeg har stort set ikke strikket hele juli, så der er ikke noget at vise eller fortælle om fra den kant. Hvad jeg så har lavet? Svømmet, hygget med familien, svømmet, hæklet lidt, svømmet, set sandskulpturer, svømmet, købt cykel, svømmet, fundet ud af at cykelformen er ELENDIG, svømmet og........

Jeg har i den grad nydt, at vejret har været til strandture og jeg har svømmet så snart muligheden har været der. Egentlig har jeg vandskræk; er megabange for at få hovedet under vand (på grund af en "nu-drukner-jeg-helt-bestemt-følelse/næsten-nærdøds-oplevelse" som barn), men så længe jeg bare har hovedet over vandoverfladen har jeg det bogstaveligt talt som en fisk i vandet!

Nå ja, så har jeg også dyrket min Instagram-lidenskab! Og må ærligt tilstå, at Instagram nok vil vinde over bloggen, hvis jeg skulle vælge mellem de to....... Det er nemt, hurtigt og hyggeligt!!! I like! Heldigvis skal jeg ikke vælge, så der kommer snart et indlæg mere her på bloggen!
Jeg har stadig ti feriedage foran mig, så måske får jeg strikket lidt....... Skal ihvertfald prøve om jeg kan få et stribet projekt færdigt her i juli! Det kræver vel bare at jeg skifter et par svømmeture ud med et par strikkepinde........

søndag den 30. juni 2013

Strømpevejr

Jeg går normalt ikke med strømper fra sådan ca. april til oktober, men nogle dage er det alligevel for koldt uden. Som i disse blæsende dage. Så er det jo godt jeg efterhånden har nogle strømper at vælge mellem.

Endnu et par er føjet til bunken - de blev færdige igår. Mayflower strømpegarn og ganske almindelige glatstrikkede strømper. Jeg slog op til dem inden jeg tog på besøg ved Den Voksne Datter på Amager midt i maj - og se, de er jo et godt bevis på, at glatstrikkede strømper tager meget længere tid at strikke end Tadpoles :-)
Der kommer snart flere strømper til...... No Purl Monkeys er på pindene - eller ihvertfald på én af pindene; hvad der er på de andre pinde må vente med at komme på bloggen til i næste måned - som jo allerede starter i morgen!
Om to uger har jeg ferie; måske får jeg så overskud til at få nogle af mine trøjer færdige........ Måske! Ihvertfald håber jeg på, at det ikke er strømpevejr når jeg tager hul på de tre ugers tiltrængt ferie!