onsdag den 30. maj 2012

Vanilla

Vanilla er endelig færdig. Mangler dog stadig knapper. Jeg må se at få opbygget et lille knap-lager..... Mon ikke det kan lade sig gøre i juni, når Birthe Sahl kommer til Grib Garnet i Silkeborg? Eftersom jeg er vild med cardigans og har mange på to-do-listen, må jeg snart forstå, at knapper hører med til strikkelivet!!!

For mig har knapper aldrig været andet end en funktionel lukkemekanisme, men jeg har revideret mit syn på sagen i min tid som strikker - godt hjulpet af alle jer, der køber de smukkeste knapper og viser mig, hvor stor en forskel den rigtige knap gør for helhedsindtrykket af det færdige strik!
Som det ses, har jeg ikke strikket vandrette masker hele vejen op; synes det er en superflot detalje, men det tager altså lidt tid, så jeg sparede nogle rækker væk :-) Biesen hele vejen rundt langs forkanter, krave og hals er en anden god detalje, der sammen med de vandrette masker, lige hæver den ellers så enkle cardigan op fra kedelig til spændende. 
Facts
Model: Vanilla, designet af Helga Isager, fra hæftet Amimono 2010
Garnforbrug: 220 g. J C Rennie Supersoft, farve Grenadine (fra lager!!!)
Str.: L
Pinde: Knit Pro og Addi turbo, str. 3 og 3½ (samt 2½ til den retstrikkede kant). De vandrette masker var nemmest at strikke med Knit Pro, da den er mere spids end Addi´en
Hit or Shit: Hit!!

fredag den 25. maj 2012

Sommerstrik

Nu, hvor det i den grad er varmt og solrigt, kigger jeg på sommermodeller. De tiltaler mig generelt ikke så meget som modeller til efterår og vinter gør. Om sommeren handler det om at have så lidt tøj på som muligt og der er så mange fine lette sommerkjoler, toppe og shorts derude i butikkerne. Jeg behøver ikke selv strikke toppe og lette kjoler (og slet ikke short!!!). Jeg vil meget hellere finde den gode uld frem og strikke en lang, lækker cardigan.....

Men der er trods alt fordele ved at strikke sommertøj; dels er det rart at sidde med et let stykke strik i varmen på terrassen, dels må jeg indrømme, at der faktisk, trods mine vintermodelpræferencer, findes ganske fine sommermodeller og dels er de ofte ærmeløse og dermed i favoritkategorien hos mig :-)

Vibe af Else Schjellerup er en af de sommermodeller, jeg er faldet for - den har været ret forsømt på det sidste, men nu strikker jeg igen på den og er ca. halvvejs, mens jeg overvejer at slå op til endnu en sommerkjole/tunika. Vandspejl og Frk. Klokkeblomst er i overvejelserne. Men det er flere af Else Schjellerups modeller også. Og flere Annette D. modeller fra Sommerstrik. Ihvertfald er garnet klar; smuk lyslilla Merci, som trods uldindholdet nok kan gå an til sommertøj!
Jeg arbejder jo på at få lækker kjolefigur og med et minus på 1,1 kg. den sidste uge, er jeg langsomt men sikkert på vej ned i vægt. Et kilo om ugen er fint; ti uger = ti kilo!!!

Desværre skal jeg arbejde hele pinsen og selvom jeg er meget glad for mit job, så indrømmer jeg blankt at jeg hellere ville holde fri med mand og børn lige netop i disse dejlige varme dage. Havde jeg fri, ville vi helt sikkert tage til havet. Nu bliver det højst til en sen eftermiddagstur til Knudsø - og skal jeg være helt ærlig, så er det nu slet ikke så ringe endda!

tirsdag den 22. maj 2012

Ærmestrik

Det går fremad med Vanilla. Jeg har strikket skuldrene sammen og er igang med 2. ærme. Jeg tror sørme det ender med en færdig cardigan inden længe.

Jeg kan jo lige så godt vænne mig til at strikke ærmer først som sidst! Det er jo ikke noget, jeg har gjort alverden i tidligere idet meget af mit strik er ærmeløst eller ihvertfald med meget korte ærmer. Mange af mine ufoer er ufoer netop fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at strikke ærmer. Jamen, det må jeg jo have lavet om på!!!
I haven står pæonerne med bristefærdige knopper. Og myrerne har som sædvanligt travlt på toppen af knopperne. Jeg er altså lidt fascineret af de myrer og kan stå længe og se dem spurte rundt efter den sukkerholdige saft de søger på pæonknopperne. De skader jo ikke planterne, så jeg lader dem være!
En lille update på mit sidste indlæg om opgøret med den dovne, stivlemmede, overvægtige mig: det går godt!!! Jeg nyder i den grad at have taget ansvar for min vægt og velvære! Motivationen er i top og fremskridtene til at få øje på. Styrketræning på stuegulvet, lange gåture med hundene, korte løbeture i skoven (man skal jo starte et sted), lækker sund mad og farvel til de dårlige vaner såsom cola, hvidt brød, chips osv. Jeg savner intet ved min gamle livsstil!!! Derimod elsker jeg, at jeg nu skal bruge bælte for at holde bukserne oppe - that´s nice!!!!!!!
Med to fridage og en skøn vejrudsigt forude, kan jeg da ikke andet end at nyde livet - lidt lettere :-)

torsdag den 17. maj 2012

Modvægt

Jeg må erkende, at jeg har brug for noget modvægt til det stillesiddende strikkeri. Det er nødvendigt! Jeg er stiv i alle led og lemmer, har dårlig kondition og så er jeg overvægtig!

Det er ikke skidesmart at veje for meget når man har dårlig ryg. Tilmed har jeg en hælspore, der, når det er værst, føles som om der er stukket en savtakket Rambo-kniv langt op i hælen. Hvis der er noget, jeg er blevet god til de seneste fem år, så er det at ignorere smerte! Til gengæld har jeg også været god til at ignorere det faktum, at jeg selv kan gøre meget for at minimere ryg- og vægtproblemerne.

Det slutter nu! Det er faktisk allerede slut! Jeg har købt løbesko! Jeg laver ryg- og maveøvelser! Jeg spiser herrelækker sund mad! Og jeg har tabt de første knap tre kilo! Og fremover skal jeg strikke i str. M! Det er ren win-win: mindre mig, mindre garnforbrug!
Løbeskoene købte jeg igår, så de er altså ikke afprøvet endnu - udover på en lille gåtur. Jeg er spændt på hvad hælen synes om at løbe. Hælspore, der ifølge netdoktor rettelig burde hedde "hælballe overbelastning betændelse" er en lidelse, der typisk rammer overvægtige og løbere (m.fl.). Indtil videre er jeg kun det første; snart er jeg begge dele (en overvægtig løber) og om 15 kilo er jeg kun det sidste :-) Og ja, jeg har et hælspore-indlæg til skoene!

Selv uden løb, kan jeg mærke lækre fremskridt. Min hud er finere, bukserne strammer ikke så meget, væskeophobningerne er minimale og energien høj. Sidstnævnte kommer Vanilla til gode.

God Kristi Himmelfartsdag til dig!

onsdag den 16. maj 2012

Ufo-optælling

Ufoerne er fundet frem og jeg har strikket lidt på dem alle for at se om ikke bare én af dem vækker færdiggørelsestrangen. Det er ikke sket endnu, men jeg bliver ved med at prøve og så vokser de jo. Bare en lille smule!

På pindene er: Tusindfryd, Eng, Skulderblad, Vibe, Vanilla, Amaya, Sommer i Tokyo, Livstykketrøjen og Læsø. Det er det hele. Ni styks. Intet glemt. Og intet færdigt! Og ingen af modeller skal trævles op - de bliver færdige en dag (selvom Tusindfryd da nok har meget lange udsigter!!!).

Jeg har lavet en lille strikkeprøve på Sommerkys (fra ADs Sommerstrik) i det nye jeansgarn. Der er absolut ikke noget let og elegant over det når jeg sidder med hjælpepinden og laver snoninger. Hvis ikke det begynder at gå mere glidende, så strikker jeg ikke den model! Basta!
Nu vil jeg lige lave en strikkeprøve på en anden model. Det er rart at være forberedt på, hvad næste projekt skal være, ikk´? Eller rettere: næste ufo......

mandag den 14. maj 2012

En lille misforståelse.....

......resulterede i at jeg fik dobbelt så meget garn, som jeg havde tænkt mig. Jeg havde nemlig bedt veninden købe en 500 grams cone Recycle Cotton Indigo Tweed til mig. I farve Rosso. Og hvis ikke hun kunne finde den farve, skulle hun tage en Lys Indigo istedet.

Hun købte dem begge! Altså, jeg piver ikke over det; garnet ser lækkert ud og jeg glæder mig til at strikke af det. Men det var virkelig ikke meningen! Tror bestemt jeg har overskredet mit garnbudget forlængst, men det kan vel klares ved at tage en ekstra vagt :-)
Nu er jeg snart klar med nybagt brød til Kvik og drengene, der er på vej hjem fra en sen indkøbstur. Hundene må vente med deres lange gåtur til vi har nydt brødet. Måske skal Ældstesønnen lige have lidt hjælp til en tysk stil og Yngstesønnen til en dansk. Og derefter er det tid til at strikke!

Jeg har fri i nat, så der er god tid til at lave strikkeprøver og tjekke hvilke modeller, det nye garn egner sig bedst til. Jeg har et par ideer :-)

søndag den 13. maj 2012

Mors Dag

Der skal skrappere metoder end blot fine hentydninger til, hvis jeg skal have en gave på Mors Dag. De skrappe metoder består i at købe tingene selv og sige: tak, drenge, hvor er det sødt af jer at give mig lige det jeg ønsker mig :-)

Således aftalte jeg med en veninde, der skulle til både Saltum og Gug, at hun skulle købe lidt garn med til mig. Fra drengene forståes!! Imorgen eftermiddag kan jeg hente garnet - det glæder jeg mig til!

Det passer nu ikke helt, at jeg selv skal købe for at få en Mors Dag gave. Den Voksne Datter gør det helt af sig selv. Således også forleden i Silkeborg, hvor jeg pegede på Annette Danielsens Sommerstrik og sagde: den ønsker jeg mig! Jeg vendte ryggen til og kiggede på garn mens hun handlede. Gaven fik jeg så idag! Og den får jeg glæde af længe for der er mindst tre modeller deri, jeg vil strikke.
Nu er det faktisk ikke fordi jeg på nogen måde plejer at gå op i Mors Dag. Ikke før jeg sidste år fik den strålende idé at købe en gave til mig selv fra drengene! Garn selvfølgelig! Hvis ikke jeg var begyndt at strikke, ville jeg overhovedet ikke savne gaver på Mors Dag! Jeg behøver bestemt ikke få gaver af mine børn; at have dem er den største gave!!!

Men en anledning til at købe garn kan jeg da altid bruge :-) Og jeg kan også sagtens købe garn uden at have en anledning til det..... Nu var det bare rent tilfældigt, at min veninde skulle nordpå netop idag og så ligger det jo lige for at sige, at det er en gave til mig fra drengene!!

Og ja, jeg har selvfølgelig fyldt en kurv med lækre sager og besøgt min mor og ønsket hende en god Mors Dag!

fredag den 11. maj 2012

Lace på lager

Egentlig er det min arbejdsweekend, men jeg har taget ferie fredag og lørdag og har dermed fri indtil søndag aften kl. 22.45. Kvik er taget afsted på motorcyklen; der er weekendtræf på Djursland, så han skal hygge sig med sine kammerater, lange fællesture, lækker mad og helt sikkert en øl eller tre om aftenen.

Det er ren luksus sådan at være "alene hjemme". Drengene, hundene og mig! Ved ikke hvad det er, der gør det så skønt..... Kvik er nemlig ualmindeligt nem at bo sammen med, så det er ikke fordi der forsvandt en masse besvær på den motorcykel :-) Uanset hvad, så er det skønt og jeg skal nyde hvert minut!

Hvordan jeg skal nyde minutterne må tiden vise. Jeg har ikke lagt nogle planer! Det er nemlig en del af nydelsen at være planløs!!! Bare gøre præcis som jeg vil præcis når jeg vil....

En ting er dog ret sikkert; jeg kommer både til at strikke og til at gå lange ture med hundene. Og jeg kommer til at spise sundt. Måske kører jeg endda lige et par kilometer mere på motionscyklen.

Sommer i Tokyo er vokset nogle omgange idag. Den er så hyggelig at strikke. Lige om lidt strikker jeg et par cm mere på på Livstykketrøjens ærmer. Og hvem ved om jeg senere griber nyt garn, pinde og opskrifter og slår op til en ny model...... Jeg har ingen planer om at gøre det, men jeg har friheden til det, hvis jeg får lyst!
Igår var Den Voksne Datter og jeg i Silkeborg. Jeg ville have noget Drops Lace, mens det er på tilbud. Det er, efter min mening, et godt alternativ til det noget dyrere Isagers Alpaca 1; løbelængden er den samme og Drops Lace koster her i maj måned kun 61 kr. pr. 100 g.

200 g. af hver farve; sort, lys brun og lys rosa. Det rækker lige til tre af de projekter jeg slår op til når jeg får lyst!

Strik uden stress

Som tidligere nævnt oplevede jeg en strikkekrise efter en tid med konfirmationsforberedelser og "pligtstrik" på mit tredie Tinas Tørklæde. Nå, ja, pligt og pligt; jeg kunne jo bare lade være med at strikke det - og det var heller ikke så meget strikkeriet i sig selv, der lammede mig, som det var det faktum, at jeg havde en deadline.

Jeg egner mig ikke til at have strikkeregler og deadlines. Det er jo netop friheden ved strik jeg holder så meget af. De mange muligheder. Drømmene om lækre strikmodeller. Strik skal være afstressende; en meditativ modvægt til job, madlavning, rengøring osv., baseret på lyst og glæde og ikke på hvad jeg bør og skal.

Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at man da bare skal slå op til nyt når man får lyst - det er jo en del af friheden! Så længe man har strikkepinde nok er der ingen problemer! Og det er i de fleste tilfælde hurtigere at købe nye pinde end det er at strikke noget færdigt. På grund af den overbevisning har jeg mange projekter igang. Og jeg har mange strikkepinde!

Alligevel bliver jeg indimellem grebet af en "jeg-bør-da-virkelig-se-at-blive-færdig-med-noget"-følelse. Når det sker, går jeg ufo-stakken igennem; sidder lidt med hver enkelt ufo og mærker efter om jeg vil beholde eller trævle op..... En sjælden gang imellem trævler jeg op. Det gjorde jeg forleden.
Trøje med Snydelommer havde ligget stille længe; det er ikke nu, jeg skal strikke den trøje selvom jeg synes den er skøn. Når beslutningen er taget, er det en lettelse at trævle op!

De næste par dage vil jeg strikke videre på Livstykketrøjens ærmer og Sommer i Tokyo. Fordi jeg har lyst. Både til at strikke dem og til at stå med det færdige resultat. Bliver jeg undervejs fristet til at slå op til nyt, så gør jeg det. Jeg har pinde nok. Og jeg har friheden til at bestemme hvad jeg vil med mit garn, mine pinde og min fritid - og trøjerne skal nok blive færdige.
Jeg nyder selvfølgelig også at lukke masker af og stå med en færdigstrikket model. Og i perioder er jeg god til at strikke målrettet og monogamt på én model. Jeg er bare ikke inde i sådan en periode lige nu!

torsdag den 10. maj 2012

Maskinvask

Idag holdt jeg vejret og smed det færdige Camomille i den nye vaskemaskine med det gode uldprogram! Tjekkede instrukserne for uldvask grundigt og satte vasken igang.............

En god times tid senere:
Hm, hm, tænkte jeg, da jeg tog det ud af maskinen.......... Det så meget anderledes ud end det gjorde før vask! Trak lidt i det; det hjalp på størrelsen, men filtet er det nu stadig!
Ligner ikke helt mine tidligere Camomiller, vel? Havde forestillet mig et dejligt let Camomille, men istedet er det blevet et fast stykke strik. Det skal dog nok blive brugt (til vinter!!!); det er varmt og dejligt blødt! Og størrelsen er fin. Og så nyder jeg mit forrige Camomille (herunder) endnu mere; det har den dejlige lethed, jeg er så vild med. Men det er selvfølgelig også håndvasket :-)
Og nu har jeg en teori om at de mennesker, der har givet vaskemaskinen det fine stempel som værende særligt egnet til uldvask, er mænd, der er trætte af deres koners hjemmestrik!!!!!!

mandag den 7. maj 2012

Halvvejs

Dette Camomille er vist lige hvad der skal til her i min strikkekrise. Er halvvejs med kanten - det går bare derudaf og jeg glæder mig over hver en spids, jeg strikker. Dels fordi jeg hygger mig med at strikke dem, dels fordi jeg glæder mig til at blive færdig.

Igår var vi i Bilka og jeg bringer da lige en servicemeddelelse til de, der endnu ikke har Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik: den ligger i store stakke til kun 55 kr. (ihvertfald i Bilka Tilst). Jeg købte selvfølgelig et eksemplar; synes der er mange superskønne modeller deri - har tidligere lånt den på biblioteket og strikket ponchoen Paula. Eneste minus er at den er spækket med diagrammer.......jeg er meget mere til tekst end små firkanter med boller og krydser og hvad ved jeg. Men mon ikke jeg alligevel får strikket en model eller tre derfra?!!

I weekenden var vi ude og købe en ny vaskemaskine; ikke af lyst, men af nød. Vores "gamle" vaskemaskine (der kun var 2 år og 2 mdr. gammel) gik op i røg i fredags - heldigvis skete der ikke noget; altså ingen flammer eller ødelagt tøj; bare en ubrugelig maskine!. Og heldigvis dækker vores elskadeforsikring!

Vores nye vaskemaskine er skøn (og holder forhåbentlig i mange år) og selvom det ikke var afgørende for vores valg, har denne et særlig godt uldprogram. Jeg plejer at vaske ALT mit strik i hånden og synes det er meget hyggeligt, men nu skal jeg altså prøve at vaske i maskinen. På den "gamle" kunne man ikke indstille temperaturen på uldprogrammet; det kan jeg her. Det skal prøves. En dag!
Nu kan jeg lige nå at strikke et par spidser mere på Camomille inden jeg skal på arbejde; måske bliver jeg færdig i morgen - og måske bliver dette Camomille det første strik, der ryger i vaskemaskinen..... Hvis jeg tør....... Har jo hørt skrækhistorier om maskinvask af uld, der går galt!!!

fredag den 4. maj 2012

Strikkefrihed blev til strikkekrise

Her havde jeg sådan glædet mig til at få Tinas Tørklæde færdigt, så jeg igen frit kunne bestemme om jeg ville slå op til nyt eller om jeg ville strikke igangværende projekter færdige eller begge dele på én gang. Og så sad jeg der!!! Helt handlingslammet over den frihed jeg havde efter en uges konfirmationsforberedelser og blondekant!!!

Efter et par dage, hvor jeg strikkede lidt på Sommer i Tokyo og et par omgange på Livstykkestrøjens ærmer uden at føle ret meget strikkeglæde, hev jeg poser og kasser med garn frem og sad og kiggede på det i håbet om at det kunne vække gejsten. Men næh, jeg sad bare og følte mig dum over at bruge tid på det istedet for at få de ærmer færdige!

Næste dag var situationen den samme; jeg havde fat i alle mine ufo´er (og der er mange!!) og forsøgte at få lyst til at strikke dem færdige, men niks!!! Så legede jeg med tanken om at trævle dem op. Måske det var en helt ny start, der skulle til?!! Hm, gjorde det ikke, men ihvertfald én af ufo´erne ender med at lide optrævlingsskæbnen når jeg lige gider gøre det.

Onsdag blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var godt for min mentale sundhedstilstand at have strikkekrise og sidde stille uden et strikketøj i hænderne - og derfor slog jeg op til endnu et Camomille.
Så nu strikker jeg da i det mindste igen. Ikke spændende strik, men strik, der er nemt at have med på terrassen når vejret er til udeliv. Lige nu er jeg åbenbart til det enkle, der ikke kræver opmærksomhed og koncentration. Og udsigten til at få endnu et Camomille i yndlingsfarverne gør faktisk at jeg strikker med både lyst og forventningsfuld glæde. Og ufo´erne; ja, dem kommer der mere om en af dagene!