søndag den 26. februar 2017

Med pen og pinde gennem vinteren

Jeg har altid holdt af at skrive! Som barn og ung skrev jeg meget. Jeg læste også meget. Og tegnede. På et tidspunkt holdt jeg op med at skrive og tegne. Lysten til og behovet for at udtrykke mig via ord og streger, forsvandt aldrig. Lå bare et eller andet sted derinde og ventede på, at jeg gav efter for længslen.

Sidste sommer begyndte jeg at tegne igen. Trangen til at skrive vågnede også og da jeg en dag læste om Vintercirklen på lenefrandsen.com meldte jeg mig straks til.

Jeg har skrevet mig gennem vinteren, fordybet mig og forankret mig i årstiden - stunderne i mit "skriverum" har kastet lys over vintermørket og det har været fantastisk at opleve, hvordan disse skrivestunder har ført mod, glæde og klarhed med sig. Jeg kan kun anbefale sådan et skriveforløb til alle, der holder af at skrive! Kig ind til Lene i Skrivehuset, hvis du er nysgerrig.....

Vintercirklen slutter med udgangen af februar - jeg har (naturligvis) meldt mig til Forårscirklen, der starter på onsdag.

Jeg kunne såmænd sagtens bilde mig selv ind, at jeg ikke har tid til at skrive.....men jeg kan ikke ignorere, at jeg har brug for det, skriverierne og fortællingerne giver mig. Måske var jeg ikke for alvor bevidst om det før den dag sidst i januar, hvor telefonen ringede og jeg hørte ord som far, kræft, alvorligt..... Det er præcis en måned siden i dag.

Og ja, min far havde "pludselig" kræft. Nogle måneder tidligere havde han brækket armen og kort efter fik han influenza.... Han var træt og syg det meste af december og januar.....Han skulle bare komme til kræfter efter knoglebrud og influenza, troede vi. Men nej, han er alvorligt syg og svækket. For svækket til, at lægerne tør sætte behandling i gang. Svækket, men samtidig stærk og afklaret..... Vi har lange, alvorlige snakke! Det gør både ondt og godt!

Og jeg skriver. Og strikker. Det er nødvendigt! Man kan både skrive og strikke med tårer i øjnene. Smerten, bekymringerne, frygten.....Det er som om det hele bliver lidt nemmere at håndtere når pennen og pinden holder en i hånden!


3 kommentarer:

  1. At skrive er godt, det kan give indsigt og lindring, at de værste ting, kan udholdes. Jeg skrev også meget engang, men strikketøjet har taget over og hjælper bla mig igennem et længere udredningsforløb af min yngste. Det gør mig virkelig ondt at høre om din far - det er hårdt for jer allesammen. Jeg håber du bliver ved med at skrive - også her på bloggen. Kærlige tanker fra Lene

    SvarSlet
  2. Mange af os har nok skrevet og tegnet da vi var børn eller unge. Og pludselig er det som om, at man har mistet evnen eller interesse. Det er garanteret en god evne at finde frem igen - og sammen med lidt strikkepinde ved siden af lyder det rigtig godt. Godt at i får snakket, dig og din far.

    SvarSlet
  3. Det gør mig ondt at høre om din fars alvorlige sygdom. Hold da op det må være en svær besked at kapere. Hvor er det godt du har både skrivning og strik - ingen tvivl om at begge dele kan hjælpe dig i det du står i nu. Svær sygdom er en hård følgesvend - især når det er hos ens nærmeste. Ved at skriveprocessen lukker op for mange ting, kobler en til bevidsthedsstrømmen så at sige. Så jeg vil sige ligesom Lene : bliv endelig ved med at skrive - og strikke. Og som du selv også har blik for: svære tider og situationer kan ofte åbne for et nærvær og en eftertænksomhed, der ikke ellers ville finde vej i det travle hverdagsliv.
    knus, Mona

    SvarSlet