lørdag den 12. januar 2013

Ravelry

For to år siden oprettede jeg en profil på Ravelry, men udover at lægge nogle af mine projekter ind, søge på forskellige emner og være medlem i diverse grupper, har jeg ikke ligefrem været aktiv derinde.

Det er jeg nu!

Forleden meldte jeg mig ind i gruppen Sock Knitters og jeg skal da lige love for, at der er nogle aktive og meget underholdende medlemmer i den gruppe. De strikker strømper i lange baner - og lige nu, hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at strikke meget andet end strømper, er det jo den helt rigtige gruppe at være i.

Selvfølgelig har jeg meldt mig til "13 pairs in 2013 Personal KAL" og selvfølgelig holder jeg hvad jeg lover og strikker 13 par strømper i år. Mindst! Første par er færdige og flere er på vej.

Gruppen består af mere end 9000 medlemmer fra hele verden og "snakken" foregår på engelsk..... Jeg satser derfor på, at jeg, når de 13 par er strikket, også er blevet helt god til strikke-engelsk og ikke mindst strømpe-engelsk. Lige nu håber jeg bare de forstår mig derinde! Jeg forstår 95 % af det, de skriver og hvis de så forstår 5% af det jeg skriver, giver det tilsammen 100% og så er vi jo godt kørende, ikk? (Nå, okay, jeg er måske bedre til engelsk end til at regne sprogforståelse-procenter ud.......)
Strømperne til nevøen blev næsten ens i farveforløbet
Nu skal jeg jo ikke påstå, at jeg er aktiv på Ravelry bare fordi jeg har strikket et par strømper og skrevet lidt engelsk, men det er altså heller ikke det eneste jeg har rodet mig ud i........

Jeg meldte mig nemlig også ind i den gruppe Karen har oprettet og her havde de skudt en "StrikDansk KAL" igang i starten af året og den tænkte jeg lidt over et par dage. Hm, hm, hm......skal-skal ikke...... Jeg er jo ikke god til deadlines, men i år skal jeg altså udfordre mig selv lidt, så det blev selvfølgelig et "skal".

Derfor strikker jeg endnu et Frit Slag! Og det skal være færdigt 28. februar, hvor KAL´en udløber! Herefter starter vist nok en færdiggørelse af gamle projekter-KAL (og den er jeg, efter et kig på ufo-bjergene, da selvskreven deltager i)!
Jeg er meget glad for mit Frit Slag i den tynde geilske uld;
Denne gang har jeg dog valgt at strikke i Merci;
 det bliver perfekt til foråret og på kølige sommerdage
Idag er fridag! Imorgen er arbejdsdag! 
Alle dage er strikkedage!!!!!

12 kommentarer:

  1. jeg er også medlem af ravelry, men absolut ikke aktiv er meget sjældent inde og kigge og har egentlig aldrig rigtig fået sat mig ind i det forskellige derinde.... og får det nok heller ikke lige gjort inden for nærmeste fremtid med mindre der ligefrem er en der sætte sig ned og guider mig igennem, for orker ikke alt det jeg skal tage mig sammen til at gå igennem :-)

    Fede sokker og lækkert sjal du er igang med spændende om du når din kal.....

    SvarSlet
  2. Der er fart på sokkerne - de er blevet flotte - 12 to go :-)

    SvarSlet
  3. Hej
    Sej sokker til drengen er vild med den farve garnet har.

    Jeg er medlem også, desvære gør min ordblindhed at jeg ikke læser og skriver godt på engelsk så jeg nøjes med at se rundt og drømme om alt det jeg gerne vil strikke men ikke kommer at ske da det er på engelsk. Men det er livet og så nyder jeg jeres strik der.
    God arbejdsdag i morgen.

    SvarSlet
  4. Altså Lea, jeg har nydt at læse de 3 sidste indlæg her - jeg bliver altid i godt humør af din selvironi og humoristiske sans ;-) Sokke-moster kunne da være et nyt og (synes jeg) lidt mere flatterende navn end moster leverpostej ;-)
    Som jeg vist har skrevet en del gange før, skal man ikke underkende sokken som strikkeprojekt - det er ideelt strikketøj i mange sammenhænge og så er der det, at der kommer sokker ud af det :-) Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at jeg får sokker på pindene - for jeg mangler - hele familien går og sukker efter dem, men alligevel ender jeg altid med en trøje eller kjole. Tror at jeg skal rydde ufo-bunken og komme i gang med strømper, men lur mig, om der så ikke kommer en eller anden ny spændende model, som jeg lige skal strikke først ;-) Så hold fast i sokkerne, moster Lea, og strik igennem ;-) Flot farve iøvrigt :-)

    SvarSlet
  5. hej Lea. Sjovt med disse KALs - og jeg følte mig et øjeblik fristet. Men jeg har det også rigtig skidt med deadlines, på trods af, at jeg altid får mig selv sat op til at skulle være færdig med tingene lang tid før jeg får begyndt. Men måske en dag ..
    Indtil videre er jeg på Ravelry på samme måde som du var indtil videre - hedder du også krealea der ? for så kunne jeg måske finde dig.
    hilsen Mona

    (der også har strikket rigtig mange sokker i sit liv - men nu ikke rigtig har gang i nogen ..)

    SvarSlet
  6. Jeg har samme forhold til Ravelry, som du havde - jeg kan ikke rigtig finde ud af, at få noget fornuftigt ud af det og det med deadlines og strik....har prøvet, men det går ikke. Sokkerne ser lækre ud. Jeg håber, du lader os vide, hvordan det går med dine forskellige projekter....måske kunne du bidrage til at jeg (og måske andre) bliver inspirerede til at kaste os ud i Ravelry på en mere seriøs måde ;o)
    Kh Karen

    SvarSlet
  7. Jeg er altså heller ikke en ørn til Ravelry , snuser lidt derinde af og til , men syntes det jeg falder for er på engelske opskrifter , og det er min tålmodighed ikke til .
    Sokker er dejlige , men bare så kedelige at strikke (syns jeg)
    Sjalet bliver skønt i den lyse farve :-)

    SvarSlet
  8. Jeg synes Ravelry er fantastisk. Jeg finder ofte opskrifter derinde. Mange er dem er supernemme og lige til at gå til uden de store engelsk kundskaber, som jeg bestemt ikke har. Man kan samle mønstre som favoritter, starte et bibliotek og lægge sit garnlager i et stash. Der er mange muligheder.

    Det er fine sokker du har strikket. Jeg håber du får rigtig meget glæde af din sokkegruppe. Rigtig god søndag.

    SvarSlet
  9. Sådan en sokkegruppe må da lige være noget for dig :) Jeg har aldrig været tilmeldt en KAL, men har tit været fristet. Frit slag har jeg faktisk til at ligge, har påbegyndt det 2 gange, men har ikke rigtig været tilfreds med min strikkefasthed. Måske skal det findes frem igen, for det er et flot sjal.

    SvarSlet
  10. Du er jo en ørn til at strikke strømper, mon det kan smitte en smule af på mig en dag?
    Jeg er faktisk vild med hjemmestrikkede strømper, men ikke helt så vild med at strikke dem
    Du skal nok klare dig med det engelske på Ravelry; med dit gå-på-mod kan det da ikke gå galt

    SvarSlet
  11. Du skal ik være ked af det med % ... ;o)
    % er jo bare en statistik og jeg læste engang at der findes to løgne; den hvide og statistikker .. ;o)

    SvarSlet
  12. Velkommen til Ravelry :-)
    Jeg syntes jo det er en fantastisk verden, som jeg nogen gange har svært ved at forlade. Og det går jo ikke når man også skal have tid til at strikke :-)
    Super flotte strømper du har strikket.
    Jeg er sikker på du nok skal nå de 13 strømper!

    SvarSlet