fredag den 26. september 2014

September-status

Tusinde tak for jeres søde kommentarer på mit sidste indlæg! Jeg vil ikke trætte jer med detaljer, men blot fortælle, at jeg har været gennem en del undersøgelser, herunder en hjernescanning, da lægerne pludselig fik mistanke om, at jeg havde haft en blodprop i hjernen - det var der heldigvis ikke tegn på, men lidt forskrækket blev jeg altså..... "Dommen" lyder på stress (og så selvfølgelig de begyndende diskusprolapser i nakken) - jeg er ikke helt ovenpå endnu, men det går fremad! Og nu nok om det!!!

På strikkefronten har jeg gang i både nyt og gammelt. Det gamle er hovedsageligt strømper, der blev startet op engang i foråret (eller vinter måske) og nu vil jeg prøve at få dem færdige :-) Der er nemlig så mange skønne strømper, jeg gerne vil strikke, men jeg skal lige have nogle ledige pinde først. Måske er jeg ligefrem blevet så fornuftig, at jeg strikker tingene færdige i stedet for at fare ud og købe flere pinde? Arh, mon ikke den fornuft kun gælder strømper og andet småtingsstrik???

En af de nye ting, er på sin vis gammel..... Kort efter jeg begyndte at strikke, udkom AD´s Strik en Stund og jeg vidste med det samme, at jeg ville strikke kjolen Skovtur. Det er jo ved at være nogle år siden og kjolen kom ikke på pindene..... Før nu! Og den er blå (!). Og jeg er kommet noget længere siden jeg tog billedet.
Jeg strikker den i en tråd supersoft (farve Denim, som jeg også brugte i Sommer i Tokyo 1 og Tempelblomst 2) og en tråd Coast (også farve Denim) og jeg er ret sikker på, den bliver færdig i løbet af oktober. Jeg kan ikke holde til at strikke så lang tid af gangen, så selvom jeg strikker næsten monogamt på den, tager det længere tid end det ville have gjort førhen!

Når ikke jeg strikker Skovtur eller strømper, strikker jeg lidt på et halstørklæde. Jeg fik en ide til en stribet cardigan og ville lige tjekke, hvordan farveskift evt skulle være. Jeg havde mange farver i tankerne og tænkte, at jeg lige så godt kan strikke et langt tørklæde så der er plads til at teste mange forskellige farveforløb. Det ser overhovedet ikke ud som jeg havde tænkt, men jeg synes det er fint - og som nævnt skal det være langt; meget langt! Medmindre jeg ikke gider mere og bare syr det sammen til en "vikl-om-halsen-ting".
Når det er færdigt, ved jeg (måske), hvordan min cardigan skal se ud! Men hver ting til sin tid; lige nu gælder det Skovtur, strømper og tørklædet her!

Og bloggen! Jeg håber, det igen bliver til jævnlige indlæg! Hvis det gør, er det jo tegn på, at jeg for alvor kan holde til at strikke igen og at der er gode dage, hvor både ryg og nakke er med på at sidde ved computeren :-) Måske får jeg ikke kommenteret så meget på jeres indlæg (for jeg må begrænse min tid ved computeren til et minimum af fysiske årsager), men jeg følger med og bliver som altid inspireret og begejstret på min tur rundt i blogland!

7 kommentarer:

  1. Håber du snart er helt klar igen, så fortsat rigtig god bedring. Jeg er helt vild med farverne. I dit halstørklæde, så jeg glæder mig til at se din. Cardigan:-)
    Skovtur er også på min liste, måske man skulle?
    God weekend

    SvarSlet
  2. Dejligt at have dig tilbage! Og jeg ønsker dig alt det bedste og håber vi snart skal strikke sammen igen!

    SvarSlet
  3. Hej Lea - velkommen tilbage. Stress er skam alvorligt nok - men trods alt godt det ikke var værre ting der var årsag til dine symptomer. Skovturen ser god ud - jeg skulle måske også kigge nærmere på den ? nærmer mig en beslutning om at trævle min navia cardigan op - jeg tror den bliver for lille :o( flot tørklæde du har gang i.

    SvarSlet
  4. Det er vel nok dejligt at høre fra dig, jeg håber virkelig, det kun kommer til at gå fremad for dig.
    Som sædvanligt er det skøn strik, du har gang i, men pas nu på dig selv

    SvarSlet
  5. Dejligt at høre fra dig igen, og fedt du kan strikke igen, selv om det er i mindre mængder.

    SvarSlet
  6. Jeg kan huske at du snakkede om skovtur allerede dengang, så det er dejligt at se den på dine pinde. Jeg er sikker på den bliver flot, farverne gør i hvert fald deres :-)

    God bedring Lea!
    Knus

    SvarSlet
  7. Kære Lea - hvor er det godt, at du er tilbage :-) Ih, hvor har jeg savnet dine indlæg :-) Det lyder som en barsk omgang, du er igennem, jeg håber så meget, at du hurtigt bliver bedre og ikke mindst kan strikke fuldstændig som du har lyst til - jeg krydser fingre :-)
    Skovtur er jo altså en skøn, skøn model, som du garanteret bliver glad for og blå, Lea - jamen hvad skal jeg sige? ;-) Perfekt! Den bliver flot, så håber jeg du bliver glad for at gå i blåt - der fik jeg vist lige lavet et rim ;-)
    Og så er det da smart at prøve cardiganfarverne ud på et halstørklæde, men det siger dælme også noget om, at du er blevet inkarneret strikker (jeg strikker lige 2 m halstørklæde for at afprøve farverne ;-)) og måske også lidt om, at garnlageret har en vis størrelse ;-)
    Du kan se, Lea, jeg plaprer løs - bare fordi jeg er glad for at have dig tilbage igen - håber, det bedste for dig :-)

    SvarSlet