fredag den 7. december 2012

Strømpepindene gløder

Jeg strikker småting på livet løs. Strømper hører til i småtingskategorien. Uanset om de er i størrelse 24 eller 44. Og jeg får gjort gode indhug i strømpegarnslageret.

For at få brugt så meget strømpegarn som muligt, strikker jeg tykke strømper med to tråde. Det er nu ikke kun for at få brugt garnet; det er også fordi det er koldt og tykke strømper i sagens natur varmer mere end tynde! Jeg har ikke raggsokkegarn på lager, så skal der tykke strømper til, må det være med to tråde. På pind 4 tager det kun nogle få timer at strikke en strømpe og den får lige så hurtigt en makker.

Jeg strikker dog også strømper på pind 2½. Selvom det går noget hurtigere på pind 4, holder jeg stadig mest af at strikke strømper i tyndt garn på tynde pinde. Men lige nu, hvor jeg gerne vil overraske så mange som muligt med en lille blød pakke indeholdende et par strømper, ja, så er det fint med de tykke! Det bliver vist kun til to par "almindelige strømper" under juletræet, mens jeg håber på at nå 8 par af de tykke.

Det er ikke kun strømper, der er på strømpepindene. Jeg strikker også pulsvarmere! Og huer! Til gengæld strikker jeg slet ikke på mine egne trøjer, sjaler og kjoler. Savner mit mønsterstrik, men lige nu er jeg altså målrettet hvad gave-strik angår......
Og så satser jeg på at modtagerne bliver glade for de små varme sager - og jeg er også snart meget glad, for lige straks har jeg brugt så meget strømpegarn, at jeg igen må gå ud og købe nyt :-)

Tror lige jeg kan nå at strikke en strømpe eller halvanden inden jeg skal på arbejde....... Når jeg kommer hjem imorgen tidligt, kravler jeg under dynen og sover et par timer. Så skal jeg op og ønske både Yngstesønnen og Kviks Ældste Datter tillykke med fødselsdagen. Kviks Ældste fylder 26 og Yngstesønnen fylder 13 og bliver dermed officielt teenager. Hyggeligt at have to børn, der fylder år samme dag - og de nyder det og synes de har noget helt særligt tilfælles!

11 kommentarer:

  1. Hvor er du sej Lea OTTE hjemmestrikket julegaver det er jo vildt.

    Kh

    Ulla

    SvarSlet
  2. hold da fest du har da godt sat dig et mål må man sige sikke mange gaver der sjal være hjemmelavet :-)

    tillykke med børnene og god arbejdslyst ;.)

    SvarSlet
  3. Det er nogle heldige modtagere, der kan varme fødder, hænder eller ører i dine fine projekter:-) du er godt nok flittig:-) god vagt og fødselsdag med begge i morgen.

    SvarSlet
  4. Der er nok nogen der bliver glade juleaften :o)
    hilsen Mona

    SvarSlet
  5. Stærkt gået med alle de strømper, bare det var mig, der skulle have hjemmestrik

    SvarSlet
  6. Sejt at du får strikket alle de strømper. Der er nogle modtagere, der er heldige at sådan en pakke til jul.
    Tillykke med ungerne.

    SvarSlet
  7. Jeg er vildt imponeret over dit gavestrik, og bare jeg kunne tage mig sammen til det, for der er ikken oget bedre end hjemmestrik - heldige gavemodtagere:-)

    SvarSlet
  8. Okay,jeg bøjer mig fuldstændig dybt for dig,så mange strømper,du er da totalt sej,jeg bliver helt træt ved tanken om et ?!par-smiler
    God weekend til dig

    SvarSlet
  9. Tillykke med børnene!
    Du er da fantastisk hurtig til at strikke - og ja, hjemmestrikkede sokker er dejlige!

    SvarSlet
  10. Den hurtigstrikker vil jeg gerne møde. Jeg må se at komme til strikkecafe i Garn10 så kan vi få os en snak om mønsterstrik.

    SvarSlet
  11. Helt utroligt, hvad du når, Lea - tror måske jeg skulle prøve på p. 4 for at få gang i strømpestrikkeriet. Der er helt sikkert nogle, der bliver glade for dejlige tykke strømper :-)

    Tillykke med ungerne - håber I får en dejlig dag :-)

    SvarSlet