torsdag den 28. marts 2013

Cardiganstrik

Ikke et ord om strømper denne gang!

Lige nu strikker jeg nemlig cardigans. Skifter mellem Syren og Honey. Sidstnævnte har ligget længe...... Længe! Men nu lysner det; jeg skal nemlig igang med ærmerne.

Når jeg ikke gider hulkrus, strikker jeg på Syren. Her skal jeg igang med taljeindtagningerne, så også her sker der noget! Farven er ikke god på billedet, men det er den i virkeligheden :-)

Jeg har ikke fri i påsken; var på arbejde i nat og de næste tre nætter står også i arbejdets tegn. Ingen påskefrokoster eller hyggelige middage til mig; jeg orker ikke tage i byen eller have gæster indimellem nattevagter og søvn.

Men jeg kan lige overskue at strikke videre på mine cardigans - og det gør jeg så nu!

fredag den 22. marts 2013

To på én gang

Næh, jeg strikker som regel bare en strømpe af gangen på magic loop, men jeg har fået to par færdige i denne uge.

Et par helt almindelige strømper og et par Dragonfly Socks. Sidstnævnte er mit andet par strikket efter engelsk opskrift. Farvevalget behøver vi ikke snakke mere om; det kunne jeg godt have gjort bedre, men uanset hvad, så har jeg altså to par strømper mere nu - og det kan jeg li´.

Der er SÅ mange flotte strømper at finde på Ravelry; jeg har printet et hav af opskrifter ud og er klar til at strikke mange flere strømper med diverse mønstre! Det tager bestemt ikke længere tid end at strikke et par almindelige rib- eller glatstrikkede strømper. Der sker noget på hver eller hveranden omgang og derfor har jeg ikke den samme tendens til overspringshandlinger....og så går det sådan: vupti, vupti, en, to, tre og strømpen er færdig (sådan ca.).

Har du lyst til at strikke efter engelske opskrifter, men kniber det med at forstå de engelske udtryk og forkortelser, har Irene lavet en fantastisk ordbog som du finder lige her. Så er det bare om at printe en opskrift og gå igang. Hvis du har lyst!

Det er lysten, der driver værket! Og nu har jeg lyst til at finde noget ensfarvet strømpegarn og en god opskrift frem. Der er slik i skålen, kaffe på kanden og Teenagerne og Kvik sidder i sofaen - klar til fodboldlandskampen.

Jeg kan også godt heppe lidt mens jeg strikker strømper.......

tirsdag den 19. marts 2013

På pindene igen

I juni 2011 slog jeg op til Annette Danielsens Syren og strikkede til lidt før ærmegabet og indså da, at den var alt for stor og trævlede op. Farven var iøvrigt også for kedelig, så der var hele to gode grunde til at trævle op.

Mange gange siden har jeg tænkt på at slå op til den igen. Jeg har købt garn til den nogle gange efterhånden :-) Og nu har jeg slået masker op og strikket lidt i den sidste farve, jeg købte med Syren i tankerne! Farven hedder Pagan og garnet er J C Rennie Supersoft.

Det bliver godt! Hvis altså den bliver færdig..... Jeg er nemlig overhovedet ikke begejstret for at strikke hulmønster. Til gengæld er jeg vild med modellen, så den får en chance mere!
Jeg har ikke noget hastværk med Syren. Skal have nogle strømper færdige snarest. Og et sjal. Og en trøje. Og så skal der trævles mere op..... Meget mere!!!

torsdag den 14. marts 2013

Nyt grej - nyt strik

I søndags var jeg en tur rundt på nettet for at finde pinde i kvarte størrelser. Jeg landede ved Sigiline, der havde den pind jeg var på jagt efter. Nemlig en 80 cm Addi rundpind str. 2,75 mm. Når nu jeg var der, bestilte jeg også en 2,25 mm og en 3,25 mm. Idag landede de i min postkasse.
Addi er mit favoritgrej! Hvis man kan elske en strikkepind, så elsker jeg Addis! Og med disse nye størrelser er jeg ved at være dækket ret godt ind! Jeg har ikke fundet de kvarte størrelser i nogle af de fysiske butikker jeg plejer at handle i; selvfølgelig må der være nogle derude, der har dem, men jeg måtte altså på nettet. Tre rundpinde, porto og forsendelse ialt 145,00 kr. Det er da helt ok!!!

Det er strømpestrikkeriets skyld, at jeg manglede en 2,75 mm. Efter jeg er begyndt at strikke strømper med diverse hulmønstre og snoninger, har jeg erfaret, at nogle mønstre gør noget ved størrelsen, så selvom jeg slår de sædvanlige 64 masker op, ender den færdige strømpe måske med at være et halvt nummer mindre end de helt almindelige glatstrikkede. Og så kniber det med at få presset min størrelse 41 i strømpen. Her vil den nye pind gøre en forskel! Den Voksne Datter har fået de gule Tadpoles; det passede hende meget godt at strømperne ikke passede mig!
Igår aftes var jeg i strikkecafé i Garn10. Strikkede de sædvanlige meget få pinde, snakkede meget og købte lidt garn! Nu skal det nemlig være.....selvom jeg har fået nyt grej til strømpestrik, må der andet og mere på pindene. Jeg har længe villet strikke Color Affection og det gør jeg så nu!

søndag den 10. marts 2013

S for søndag, sne og straf-strik

Det er ikke fordi vi har fået meget sne her - nogle få fnug er det blevet til. Andre er sneet inde! Jeg lader bare som om jeg er sneet inde og sidder i min strikkestol og har absolut ingen planer om at foretage mig meget andet end at strikke. Ihvertfald ikke før klokken 22.45, hvor jeg skal møde på arbejde!

Eftersom jeg stadig skammer mig over den grimme hals på Amalie, strikker jeg strømper. Det er jo straffen for ikke at tage sig sammen til en ordentlig finish! Det kan aldrig gå helt så galt med strømper....

Strafudmålingen er ikke fastsat endnu! Må lige høre min indre advokat om, hvorvidt vi taler hele marts måned eller om straffen eventuelt kan omregnes i x antal strømper.
Tre par undervejs. Jeg sagde, at det ikke kan gå helt galt med strømper..... Lidt galt kan det dog godt gå. Som feks når man strikker et par gule Tadpoles på pind 2,5 og de bliver lige små nok. Eller når man strikker Dragonfly på pind 3 og de bliver lige store nok.

Løsningen er at jeg køber nyt grej. En 80 eller 100 cm rundpind på 2,75 mm. Jeg har været en tur rundt på nettet for at finde en og nu skal jeg blot lægge den i kurven og klikke køb! Skal bare liiiige tjekke, om der skal mere med i søndagskurven!

mandag den 4. marts 2013

Amalie

Ja, den blev jo færdig i torsdags, men først vasket idag.

Jeg syede midlertidige knapper i og pillede dem ud igen; de gjorde ikke noget godt for trøjen. I morgen køber jeg knapper, der passer.

Og måske finder jeg endda også en løsning, der pynter på den meget, meget grimme halskant jeg har lavet. Den er så grim, at jeg er helt flov over at vise trøjen. Jeg gør det alligevel (minus nærbillede) - det er jo ingen hemmelighed, at jeg ikke lider af perfektionisme..... Men med denne hals er det dog gået op for mig, at jeg nok bør begynde at udvise en smule interesse for finish og detaljer!
Når det er sagt, så må jeg sige, at det har været en ren fornøjelse at strikke Amalie! Ellen Holm skriver gode, letforståelige opskrifter - og Amalie er ingen undtagelse. Når man tilmed elsker at strikke vævestrik, ja, så er der kun lovord herfra hvad Amalie angår. Jeg har hverken klynket over ærmerne eller over at skulle være monogam - Amalie har været et skønt, skønt strikketøj.

Jeg er sikker på, at den grimme hals udelukkende skyldes min sjuskede tilgang til afslutninger!

Og hvad så nu? Jeg ville egentlig have slået op til endnu en cardigan, men nu synes jeg, det er på sin plads at jeg sidder og skammer mig over at være så sjusket!!! Og derfor pålægger jeg mig selv at strikke strømper som straf......
Øv, altså, så er jeg jo nødt til at tage hul på stakken af strømpeopskrifter (stakkels mig)...... Og øv, tænk at skulle strikke i dette strømpegarn (yndlingsfarver? Nej da.....?!!)!

Jamen, der er ingen vej udenom; jeg må tage straffen med oprejst pande og strikke strømper!!!

fredag den 1. marts 2013

Forårets første strik

Allerførst lægger jeg ud med at strikke et par strømper i glade forårsfarver fra Mayflower. Mine gule Tadpoles skal også snart være færdige; strømper med snoninger, hulmønster og kuber og..... står nemlig i kø for at blive strikket.
Det er skønt at strikke strømper igen!!! Efter at have strikket koncentreret på Amalie i 19 dage, er det skønt at have frit valg på alle hylder - det skal selvfølgelig fejres med strømpestrik :-)

Og ja, Amalie blev færdig igår. Efter nitten dages næsten-monogamt strik nåede jeg lige at få den færdig få timer før deadline i Lindses Strik Dansk KAL.

Eftersom jeg har været på arbejde de sidste to nætter og har endnu et par nattevagter foran mig, kommer der ikke billeder af Amalie før mandag. Jeg skal lige have vasket den og så skal der dagslys til før jeg kan tage billeder og vise den her.

Vinduerne blev ikke pudset den anden dag og her på forårets første dag var det igen et kedeligt syn med sol på de grimme vinduer. Men mandag og tirsdag har jeg fri. Så da skal vinduerne pudses, Amalie vaskes og jeg skal tage en beslutning om, hvilken model der skal på en af de (meget få) ledige pinde!

Indtil da: arbejde og strømpestrik. Og ikke mindst: god weekend til alle!