Småtings-apati

Har længe været igang med et par strømper til Den Voksne Datter. Længe og længe - alt er jo relativt; det er kun 2½ måned siden jeg strikkede mit første par strømper, men det føles som en evighed siden. Har strikket fem par strømper forholdvis lynhurtigt; dette sjette par har været på pindene lige så lang tid som de fem første tilsammen. Og pt tyder intet på at de snart bliver færdige!!! Intet!!!

Datteren spørger jævnligt til sine strømper i selvvalgte farver og jeg trækker lidt på det og siger ja, ja, jeg skal nok blive færdig; jeg skal bare liiiiige........ Hun er selvfølgelig ovenud lykkelig (ehm!!!) ved tanken om at få et par uldne strømper engang til sommer for "da har jeg jo virkelig brug for dem, mor". Ja, hvis hun bliver ved med at fyre ironi af, den utålmodige sjæl, så kender jeg en stensikker måde at forhindre stegende hede sommerfødder i uldne sokker: jeg strikker dem først færdig til oktober! Så kan hun lære det!

Jamen, man kan vel nok forstå, at når der er gang i to stortingsprojekter på een gang, så er der ikke tid til småting. Ikke i min verden ihvertfald. Ja, jeg er blevet lidt forræderisk overfor mine før så elskede småtingsprojekter; de har lavprioritet lige nu. Der er ellers garn og ideer nok at tage af. Og lige så snart småtings-apatien aftager, kommer der strømper, huer, tørklæder osv på pindene igen. Jeg venter tålmodigt på at den dag indfinder sig. Og Den Voksne Datter venter utålmodigt.

Måske får Datteren sine strømper
til sin fødselsdag i maj. Måske!



Må strikke et par strømper
til mig selv i disse farver,
der passer fint til min Hvirvelstrøm