Igår kørte vi
igen (var der jo også i fredags) til
Stof og Sy i Skanderborg; denne gang for at købe garn til Ældstesønnens trøje. Jeg har jo pevet over at sønnen bedst kunne lide trøjen i halvpatent og havde næsten overtalt ham til en anden model, der godt nok skulle strikkes på vildt tyk pind (6), men som i mine uerfarne øjne virkede lettere at gå til. Lettere fordi jeg jo ville slippe for at strikke halvpatent som jeg syntes lød besværligt og langsommeligt!
Ha, hvornår lærer jeg at holde op med at pive og bare strikke som der står i opskriften?!! Kunne jo se på sønnen, at det var halvpatenttrøjen han helst ville have (selvom han nu også var lidt morsom og foreslog at jeg bare kunne strikke
alle modellerne i Sandneshæftet) og så fandt jeg da endelig en pind og noget garn frem og prøvede at gøre som der stod. Og tænk, det var piece of cake at strikke halvpatent på den måde!!! Så var sagen afgjort; afsted efter garn, hjem og slå op og så strikkede jeg bare derudaf.
Det gik forrygende - lige indtil jeg i slutningen af en pind tænkte: hov, der er vist noget galt, sidste maske skulle være vrang, men denne var ret.... Hm, grim fejl for når man har byttet om på ret og vrang næsten en hel pind, ja, så ligner det ikke patent længere! Slet ikke! Prøvede at strikke baglæns; det gik bare slet ikke - fattede nul af hvordan jeg fik reddet den fejl. Opgav og gik i seng!
Idag prøvede jeg igen med samme dårlige resultat; prøvede så at trævle et par pinde op og samle maskerne op. Endnu dårligere resultat. Besluttede med ærgelse at jeg måtte trævle op til ribben og starte forfra, men undervejs gav jeg opsamling af masker en sidste chance - og det lykkedes!!! Jubi, istedet for at trævle 35 cm op, kunne jeg nøjes med 15! Så nu strikker jeg videre på trøjen.
Det er virkelig en enkel måde at strikke halvpatent på; jeg husker noget fra gamle dage med at slå om, tage løs af og strikke sammen osv som
Kisser også havde googlet sig frem til, da jeg pev over halvpatent og troede at det da ihvertfald ikke ville være nemmere efter Sandnes-opskriftens anvisninger.
Kirsten havde dog skrevet at den udgave af halvpatent var både nem og hurtig, så jeg kunne roligt gå igang....... Hun har ret!!! 1. pind: ret, 2. pind: *1 vr, 1 ret i den underliggende maske (fra forrige pind)* - gentag de to pinde og vupti har man halvpatent! Det var det der med at strikke i den underliggende maske jeg troede var bøvlet, men det er jo næsten nemmere end at strikke en ret direkte fra pinden :-)
Garnet, Drops Lima (65% uld, 35% Alpaca, 90 m/50 g), er overraskende dejligt at strikke med - jeg troede ellers ikke jeg ville synes om at strikke med tykt uldgarn, men dette er da for skønt! Og på tilbud resten af året fordi Drops holder "Alpacafest"!
 |
Tykt garn på pind 3½ bliver til tæt og varm
trøje, som Ældstesønnen bliver tvunget
til at bruge hele vinteren :-) |
 |
Patent er pænt - synes jeg
Og nemt - har jeg fundet ud af ;-) |