onsdag den 5. januar 2011

En gammel sag - om opbevaring

Forleden blev jeg spurgt hvad jeg opbevarer mine strikkepinde i og her må jeg jo svare at mange af mine pinde ikke rigtig har fast bopæl. Nogle ligger selvfølgelig rundt omkring med eller uden et antal masker, der venter på at blive strikket (og rundt omkring er: på spisebordet, i roderummet, i en pose, i en anden pose eller er midleritidigt blevet væk; men væk er jo også et sted, ikk?), andre er så heldige at bo i dette oldgamle rør:
Jeg husker røret fra min barndom og min mor har altid opbevaret sine pinde deri; både rundpinde, strømpepinde og alm. pinde. Da jeg startede med at strikke, smuttede jeg lige hjem til mine forældre og kidnappede rør plus indhold (min mor har ikke strikket siden....tjaeh, siden jeg var...øh, hm, måske før jeg blev født, så hvad skulle hun bruge dem til?).

Indtil videre virker systemet fint (især det med i en pose, på spisebordet, væk osv), men to af mine faste læsere; Susanne og Susanne, er kommet med ideer til hvordan man kan opbevare sine pinde - eller dvs den ene Susanne har (se evt. kommentarerne til indlægget Velkommen 2011); den anden Susanne er igang med at sy et etui til mine strømpepinde (var det ikke det, vi aftalte, Susanne???).

Hvad røret fra min mor angår, så er det jo lige en anelse upraktisk at hælde strømpepinde derned - det viser sig ihvertfald når man skal have fisket dem op igen :-) Desuden er røret ikke langt nok til de mål nutidens strikkepinde har. Og ulempe nr. 3: jeg tror ikke rundpinde har godt af at blive mast derned (selvom de der næsten antikke rundpinde, der ALTID har boet i røret, virker ok efter så mange år i trange kår).

Ja, men jeg lægger hovedet i blød og ser om jeg kan finde på en intet mindre end genial ide til opbevaring af pinde i alle afskygninger. Især til rundpinde. Etuiet til strømpepindene får jeg jo i bytte for en kop kaffe en dag. Snart.

Røret beholder jeg forever; dels af nostalgiske årsager, dels fordi det rent faktisk ER en god beholder til almindelige strikkepinde i gammeldags mål - man kan jo også lade være med at lægge låg på, så kan de for lange pinde jo også få plads deri :-)
Måske kan man få "spaghetti-beholdere" der er lange nok???? Man kan jo klippe en lille plade filt el. lign. ud og lægge i bunden, så man skåner pindenes spidser!!

Har du nogle fede/sjove/praktiske pindeopbevaringsløsninger?

3 kommentarer:

  1. Der findes vist ikke noget rigtig smart, måske vi selv skulle opfinde og få patent på det :)

    Utrolig det ikke er opfundet endnu...

    SvarSlet
  2. Jeg er vild med dit rør! Og jeg syntes det er cool at pindene stikker op. Jeg har købt en dejlig firkantet kurv med låg til alle mine rundpinde og andet striike værktøj, den er så køn at den må stå i bogreolen og så er den let at komme til. Købt hos box de lux i Århus.

    SvarSlet
  3. Øh, jeg bruger urtepotteskjulere i zink (ubrugte) til diverse strømpepinde, hæklenåle mv. Alle mine rundepinde i bambus hænger på en væv...Knitpicks i deres tilhørende etuier.

    SvarSlet