mandag den 7. maj 2012

Halvvejs

Dette Camomille er vist lige hvad der skal til her i min strikkekrise. Er halvvejs med kanten - det går bare derudaf og jeg glæder mig over hver en spids, jeg strikker. Dels fordi jeg hygger mig med at strikke dem, dels fordi jeg glæder mig til at blive færdig.

Igår var vi i Bilka og jeg bringer da lige en servicemeddelelse til de, der endnu ikke har Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik: den ligger i store stakke til kun 55 kr. (ihvertfald i Bilka Tilst). Jeg købte selvfølgelig et eksemplar; synes der er mange superskønne modeller deri - har tidligere lånt den på biblioteket og strikket ponchoen Paula. Eneste minus er at den er spækket med diagrammer.......jeg er meget mere til tekst end små firkanter med boller og krydser og hvad ved jeg. Men mon ikke jeg alligevel får strikket en model eller tre derfra?!!

I weekenden var vi ude og købe en ny vaskemaskine; ikke af lyst, men af nød. Vores "gamle" vaskemaskine (der kun var 2 år og 2 mdr. gammel) gik op i røg i fredags - heldigvis skete der ikke noget; altså ingen flammer eller ødelagt tøj; bare en ubrugelig maskine!. Og heldigvis dækker vores elskadeforsikring!

Vores nye vaskemaskine er skøn (og holder forhåbentlig i mange år) og selvom det ikke var afgørende for vores valg, har denne et særlig godt uldprogram. Jeg plejer at vaske ALT mit strik i hånden og synes det er meget hyggeligt, men nu skal jeg altså prøve at vaske i maskinen. På den "gamle" kunne man ikke indstille temperaturen på uldprogrammet; det kan jeg her. Det skal prøves. En dag!
Nu kan jeg lige nå at strikke et par spidser mere på Camomille inden jeg skal på arbejde; måske bliver jeg færdig i morgen - og måske bliver dette Camomille det første strik, der ryger i vaskemaskinen..... Hvis jeg tør....... Har jo hørt skrækhistorier om maskinvask af uld, der går galt!!!

4 kommentarer:

  1. hej Lea
    mon ikke skrækhistorierne gælder hvis programmet ikke er indstillet til uld ? ;o) - som nu den skrækhistorie jeg kunne fortælle i januar .. (oh kriiise)
    Bare du husker uldvaskemiddel + at sætte på uldprogram.
    spændende med camomille - glæder mig til at se det endelige resultat.
    - og så håber jeg, at den 'Mere feminin strik' min kollega fremviste idag var købt i Bilka. Jeg har selv begge 'feminin' bøger, og er meget glad for dem.
    Der er masser af gode modeller at vælge imellem.
    To do listen vokser med dem i hænderne ..
    hilsen Mona

    SvarSlet
  2. Det er altså sjovt, som vi er forskellige. Jeg kan kun med stort besvær strikke hulmønster uden diagram. Sætter mig som regel og laver diagram selv, hvis det ikke er i opskriften :-) Glæd dig til uldprogrammet. Jeg vasker alt mit uld i maskinen - og checker lige en ekstra gang, at den står på uld, inden jeg starter den ;-)

    SvarSlet
  3. Ja, det er sjovt nok, synes jeg, at det er så dejligt at strikke de spidser. Jeg havde regnet med, at de ville være trælse, men det er næsten tværtimod.
    Tillykke med den ny vaskemaskine. Jeg kan fortælle dig, at jeg har ikke håndvasket noget som helst i omkring 15 år. Så efter min erfaring: gå i gang på uldprogrammet.

    SvarSlet
  4. Tak for tippet med bogen, den er indkøbt og stillet i reolen. Dit Camomille bliver lækkert, farven er lige i øjet. Tillykke med din nye vaskemaskine, er spændt på hvordan det går med uldvaskeriet. Jeg vasker også alt uld i hånden og drømmer om sådan en maskine, så jeg glæder mig til at høre nærmere om hvordan det går med at vaske uld i den.

    SvarSlet