fredag den 20. januar 2012

Her i weekenden....

....har jeg tre nattevagter á 9 timer, så når jeg kommer hjem mandag morgen har jeg tilbragt 27 timer i selskab med min nattevagtsmakker og vores 20 faste beboere og omkring 8 børn/unge i aflastning. Det er bestemt ikke kedeligt at være på arbejde om natten på en døgninstitution for børn og unge med såkaldt varig og betydelig nedsat funktionsevne. Der er meget langt imellem de nætter, hvor alle sover - og det bliver aldrig kedeligt at være sammen med vores fantastiske beboere! Jeg elsker mit job!!!

For mit vedkommende betyder en lang arbejdsweekend, at jeg ikke har energi til det helt vilde når jeg står op om eftermiddagen og ved at jeg skal på arbejde igen om aftenen. Sådan en weekend laver jeg så lidt som muligt herhjemme. Faktisk kan jeg bare sidde og læse og strikke og drikke kaffe det meste af tiden :-)

Det vil jeg også gøre denne weekend! Jeg er sikker på at Håndevending bliver færdig en af dagene. Og måske får jeg også læst "Den sidste gode mand" af A. J. Kazinski færdig. Og måske får jeg slået masker op til nyt projekt!
Jeg havde Håndevending med i strikkecafe ved Garn10 i onsdags. Skulle lige være sikker på jeg havde samlet masker op det rigtige sted. Heldigvis var der flere, der havde strikket den og en var i fuld gang med sin og jeg fik bekræftet, at jeg trygt kunne strikke videre. Nu er jeg godt igang med løbemaske-mønsteret!

Det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer i strikkecafe ved Garn10. Vi var næsten 30 kvinder, der motionerede både strikkepinde og tungebånd. Det siger da lidt om indehaveren og stemningen, at en garnbutik/strikkecafe så langt ude på landet (der kører ikke engang busser derud :-)), kan tiltrække så mange mennesker en almindelig onsdag aften. Men Helle er altså også en særlig kvinde og butikken er skøn - og om lidt forhandler hun også Dalegarn :-) Og husk: tjek Garn10 på facebook, da den nye hjemmeside stadig ikke er klar.
Jeg tror, at kampen om at komme først på pindene, står mellem Mig og Bluse med snoninger. Medmindre Livstykketrøje, Skovtur, Tankestreg eller Linnea tager kampen op. Og måske råber Eng så højt, at jeg ikke kan vende det døve øre til længere - det kunne jo faktisk være helt rart at få den færdig og klar til februars snestorme (ja, jeg er altså sikker på vi får snestorm i februar - det plejer vi da!!!). Nå, jeg gør jo nok som jeg plejer: slår op til nyt og strikker lidt på ufo´erne indimellem - og pludselig er noget færdigt og jeg slår op til noget nyt....igen.

7 kommentarer:

  1. Skønt at du elsker dit job, det er jo temmeligt vigtigt med al den tid man bruger på det :-)
    Dine projekter står da godtnok i kø .... frygtelig dejlig med alle de skønne fristelser he-he ...
    God arbejdslyst både med strikkepindene og job :-)

    SvarSlet
  2. Hold da op en liste af projekter der står og banker på, kan godt forstå, at det ikke er til at vælge, hvad det næste dog skal blive :-) Glæder mig til at se din håndevending færdig farven ser lækker ud :-)

    SvarSlet
  3. Først skal du have rigtig god arbejdslyst, det er jo en del timer du skal afsted, men så er det også rigtig dejligt at få fri bagefter.
    Strikkecafeer er skønne - min strikkeklub startede i en garnbutik, og vi har holdt sammen en del år nu.
    Og alle projekterne - er det ikke bare herligt? God, god fornøjelse.

    SvarSlet
  4. hej Lea
    projekterne står i kø, kan jeg lissom fornemme ;o)
    det må være hårdt med disse nattevagter - godt du har strikketøjet at ty til.
    mange hilsener Mona

    SvarSlet
  5. Sikke mange lækre projekter der venter, den mig må jeg vis lig have kikke nærmere på den ser spændende ud :-)
    Rigtig god arbejdslyst
    Majbritt

    SvarSlet
  6. Det er så fedt at høre dig fortælle, at du elsker dit job. Jeg synes oftest at folk klager over deres arbejde, så det er dejligt at høre fra en, som rent faktisk er vild med det.

    Det er skønne projekter du har på bedding, den ene mere lækker end den anden, så det er svært at vælge. Glæder mig til at se din håndevending, der ser ud til at blive rigtig god.

    SvarSlet
  7. hej
    det kan være rigtig hyggeligt at være i strikke cafte... og dejligt at du fik den hjælpe du havde brug for.

    det bliver spænde at se hvad der råber højst for dig. der er så mange spænde ting i den bog.

    SvarSlet